Tyve stjal børns kæledyr: - De var dumme at gøre det

I løbet af natten blev to sudanske pladeøgler stjålet fra Kundby Friskole og Børnehus i Svinninge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Fredag morgen mødte Thomas Hansen – der er pædagogisk leder af Kundby Friskole og Børnehus i Svinninge – ind på sit arbejde i "fritteren" til et ærgerligt syn.

quote Vi har nogle børn, hvis største glæde det er at komme ned i fritteren og passe dyrene

Thomas Hansen, pædagogisk leder af Kundby Friskole og Børnehus

- Da vi kommer ind, står døren åben, og det nederste fag med vindue er smadret, fortæller han om det første tegn på ubudne gæster, som havde lagt vejen forbi i løbet af natten.

Efter at have kigget sig rundt gik det op for ham, at to af børnenes kæledyr var forsvundet – eller mere præcist, som 9-årgie Caroline Christiansen, der går i fritteren, udlægger sagen:

- Der er nogen, der er brudt ind, og så har de taget dem.

Hun henviser til de to sudanske pladeøgler, som plejer at gå rundt i et lunt terrarie i børnehuset.

For nogle af børnene i Kundby Friskole og Børnehus, er det deres største glæde at komme ned og passe dyrene.
For nogle af børnene i Kundby Friskole og Børnehus, er det deres største glæde at komme ned og passe dyrene.
Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Nattens ukendte gerningsmænd havde via et knust vindue i døren skaffet sig adgang inden for, hvor de efter at have gennemrodet køkkenet tog de to eksotiske pladeøgler med sig.

- Jeg kiggede mig lidt omkring og tænkte gad vide, om de har lukket dem ud. Det kunne være, de gik rundt herinde. Men vi får eftersøgt alle hjørner og ser, de er her ikke, forklarer Thomas Hansen.

Glæde ved at passe dyr

Det tomme terrarie vakte skuffede blikke fra børnene, da de mødte ind:

- Jeg synes, de var meget søde, siger 7-årige Clara Christiansen og tilføjer:

- De var dumme at gøre det.

Jeg synes virkelig, det er lavmålet, siger Thomas Hansen, pædagogisk leder af Kundby Friskole og Børnehus, der måtte overbringe børnene en nedslående besked om deres fælles kæledyr.
Jeg synes virkelig, det er lavmålet, siger Thomas Hansen, pædagogisk leder af Kundby Friskole og Børnehus, der måtte overbringe børnene en nedslående besked om deres fælles kæledyr.
Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Pladeøglerne udgør ikke nogen økonomisk værdi, forklarer Thomas Hansen – men det handler heller ikke om penge:

- Vi har nogle børn, hvis største glæde det er at komme ned i fritteren og passe dyrene – og komme ned og sige hej til sine dyr hver dag og hjælpe med at give dem mad og så videre og nu er de bare væk – jeg synes virkelig, det er lavmålet.

Bringer efterlysning

Thomas Hansen håber derfor, at nattens tyve kommer på andre tanker. Dyrene er vante til sudanske temperaturer og kan derfor ikke klare sig i det danske klima.

- Selvom det er øgler, der ikke har følelser – så savner jeg jo dem, og jeg synes, de skal behandles ordentligt og have det bedste liv, de overhovedet kan.

Børnehuset har nu lagt en efterlysning op på deres Facebookside, som du kan se herunder.


Borgere med oplysninger i sagen kan ringe til politiet på telefonnummeret 1-1-4.