Tyve stjal 240 liter kaminvæske fra byggemarked

Natten til tirsdag stjal to mørkklædte mænd 12 dunke med 20 liter kaminvæske fra et byggemarked i Odsherred.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Midt- og Vestsjællands Politi spørger nu offentligheden om hjælp til at identificere to mænd i forbindelse med et tyveri af kaminvæske, der skete natten til tirsdag i Nykøbing Sjælland.

Tirsdag formiddag klokken 10.43 anmeldte personalet fra et byggemarked, at nogen havde begået indbrud i varegården på Siriusvej i Nykøbing Sjælland ved at skære et hul i et træhegn.

Politiet undersøgte stedet og kunne i samarbejde med personalet konstatere, at der var blevet stjålet i alt 12 dunke med hver 20 liter kaminvæske fra varegården.

- Vi ser jo generelt, at der er en del interesse i noget, der kan bruges til at tænde op med. Det har vi set nogle indikationer på, at der er en stigende interesse for, og vi har været ude flere gange for at advare om at sikre sig i en energikrise med hensyn til dieseltanke og gasflasker blandt andet, oplyser Thomas Hartmann, vagtchef, Midt- og Vestsjællands Politi.

Ifølge videoovervågningen var indbruddet sket natten til tirsdag omkring klokken 02.55, hvor to mænd iført mørkt tøj havde skaffet sig adgang til varegården.

Søger vidner

Politiet kan dog ikke udlevere overvågningsmaterialet på nuværende tidspunkt, da efterforskningen stadig er på et tidligt stadie.

Politiet afventer nu resultatet af de tekniske undersøgelser og forsøger at få identificeret de to mænd, der optræder på videoovervågningen.

Politiet vil gerne i kontakt med personer, der måtte have set de to mænd ved byggemarkedet midt om natten og et eventuelt køretøj, da de stjålne dunke formodes kørt væk fra stedet.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefonnummer 114.


Nyhedsoverblik