Tyvene havde kun fire timer til rådighed, men gik alligevel grundigt til værks, da de fredag formiddag brød ind i en villa i Højby i Odsherred.
Her brød de igennem et vindue i kælderen, gennemrodede hele huset - og stjal en computer, en sav, guldsmykker og to jagtgeværer i et våbenskab. Våbenskabet blev senere fundet 20 kilometer fra villaen – opbrudt og tomt.
Der var tale om to haglgeværer, der blev opbevaret på foreskreven vis i våbenskabet. De er af mærket Fair og Baretta.
Carsten Andersen fra Midt og Vestsjællands Politi oplyser til TV ØST, at de nu efterforsker indbruddet nærmere.