Tyv anholdt i Odsherred

Tirsdag middag anholdte politiet en 26-årig mand, som forsøgte at stjæle fra en landejendom på Sidingevej. Det viser sig nu, at indbruddet udviklede sig til et røveri.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tirsdag klokken 12.00 anholdte Midt- og Vestsjællands Politi en 26-årig mand på hans bopæl i Nykøbing Sjælland efter et indbrud i en ejendom på Sidingevej ved Vig Station.

Den kvindelige ejer af landejendommen kom hjem og overraskede to indbrudstyve. Hun tog nøglerne fra bilen og ville smide dem i en kornmark.

En af tyvene fik dog fat i nøglerne, og de flygtede fra stedet. Ejeren nåede også at flå den forreste nummerplade af bilen.

Ved nærmere afhøring af vidnet, viste det sig, at tyven havde fået nøglerne fra hende ved blandt andet at flå hende i håret. Derved blev indbruddet til røveri.

Den særlige indbrudsgruppe efterforskede sagen, og det førte til, at man opsøgte den 26-årige på bopælen.

Ved ransagning af hans hjem fandt politiet to haglgevær, det ene med oversavet løb. Der blev også fundet patroner til haglgevær og to slagvåben, som den 26-årige ikke havde tilladelse til at have.

Han vil nu blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.


Nyhedsoverblik