Til kamp mod trafikulykker

I hver fjerde alvorlige trafikulykke sidder en ung person mellem 18 og 24 år bag rattet. Den andel er alt for stor - i regionens nordvestlige hjørne gør man nu noget ved problemet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Jørgen Witt Christensen sidder i kørestol. Det har han gjort siden 1982.

- Jeg er lammet fra brystkassen og ned, siger han mandag aften til den gruppe på godt 30 unge, der sidder foran ham på Asnæs Bibliotek.

De er kommet for at høre om den bilulykke, der fratog ham muligheden for nogensinde at gå igen - og så er håbet, at der vil komme bedre bilister ud af aftenen.

Hele den unge forsamling er nemlig køreskoleelever, der om ganske kort tid selv skal ud på de danske veje. Men står det til Odsherred og Holbæk kommuner, så skal de unge ikke fremover fylde så meget i ulykkesstatistikkerne, som de gør i dag.

Derfor inviteres der to gange årligt til en informationsaften med en læge, en politibetjent og en person, der, som Jørgen Witt Christensen, må leve med konsekvenserne af en bilulykke.

- De unge har, desværre, brug for at høre historien fra en, der selv er kommet til skade, lyder det fra Jørgen Witt Christensen.

Informationsmødet fyldes med videoklip af ulykker, billeder fra ulykkessteder og beretninger fra både læge, betjent og Jørgen Witt Christensen.

Da aftenen er omme, er stemningen knapt så høj, som da de unge ankom.

- Jeg synes, at det var spændende at høre, hvad de havde at sige, og det er helt klart noget, man vil tænke på, når man skal ud at køre, siger Stefan Rasmussen, som er ved at tage kørekort og som bor i Asnæs.

Næste informationsaften for køreskoleelever foregår i Holbæk den 14. oktober.


Nyhedsoverblik