Tagdækker død efter fald fra tag i Nykøbing Sjælland

Fredag døde en tagdækker efter et fald fra et tag i Nykøbing Sjælland, skriver A4 Arbejdsliv. Arbejdstilsynet har udstedt påbud i sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Opdatering
Clock23. feb 2021, kl. 10:35
Det er tilføjet til artiklen, at TV2 ØST har fået aktindsigt i Arbejdstilsynets rapport, som beskriver begrundelsen for det strakspåbud, som virksomheden har fået i kølvandet på ulykken.

En 67-årig tagdækker døde fredag efter et fald fra et tag på Nordre Strandvej i Nykøbing Sjælland. Det skriver A4 Arbejdsliv.

Medarbejderen var ansat i virksomheden NimTag, der ligger i Hedehusene. 

- Vi er i gang med at håndtere en svær situation og ønsker fred og ro til det, siger Kim Truelsen, der er partner i NimTag, til A4 Arbejdsliv.

Arbejdstilsynet bekræfter over A4 Arbejdsliv, at der har været en arbejdsulykke med døden til følge, og at tilsynet har været på stedet efterfølgende.

Ulykken skete ifølge et opslag på Tagpaparbejdernes brancheklub København, efter at medarbejderen faldt 3,5 til 4 meter.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at forbedre sikkerheden for tagdækkerne. Vi ønsker at få afskaffet fem-metersreglen, siger Helge Hansen, der er faglig sekretær Bygge-, Jord- og Miljøarbejderens fagforening i 3F til A4 Arbejdsliv.

Det er nemlig sådan, at der ikke skal være sikkerhed for tagdækkere i form af rækværk eller sele, når de arbejder i op til fem meters højde.

Politi bekræfter ulykken

Overfor TV2 ØST bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi ulykken. De modtog anmeldelsen fredag morgen.

- Manden er faldet cirka fire meter og slår både krop og hovedet i faldet. Han bliver bragt på hospitalet og undersøgt for sine skader. Imens undersøgelserne er i gang, får han akut hjertestop og stod ikke til at redde, fortæller kommunikationsrådgiver Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Det skal nu undersøges om manden døde af selve faldet, eller om hjertestoppet var forsaget af faldet. Det skal en læge fra Styrelsen for Patientsikkerhed være med til at slå fast ved et ligsyn.

Arbejdstilsynet udsteder strakspåbud

Arbejdstilsynet bekræfter overfor TV2 ØST, at de har ført tilsyn på stedet, og at der er givet et påbud i sagen. 

I en foreløbig tilsynsrapport, som TV2 ØST har fået aktindsigt i, fremgår det, at virksomheden har fået et strakspåbud om at sikre de ansatte mod nedstyrtning ved "effektive kollektive sikkerhedsforanstaltninger under arbejdet med montering af alu kant på tag på byggepladsen". 

Arbejdstilsynet begrunder påbuddet med, at den ansatte var faldet til terræn i et arbejdsområde, hvor der var konstateret 4,1 meter til tagfod, og at der "på det omgivende terræn var placeret paller som adgangsvej til bygning". 

Tilsynet vil nu vurdere, om der er grundlag for at melde virksomheden til politiet eller give den en bøde, som er fast praksis ved udstedelse af et strakspåbud af denne art. 



Nyhedsoverblik