Strid om adgang til strand – 50 sommerhusejere demonstrerede mod låst havelåge

Omkring 50 sommerhusejere samlede sig i dag til demonstration på Thorsvej i Nykøbing Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En havelåge ved en strandnedgang har søndag fået særlig meget opmærksomhed.

Omkring 50 sommerhusejere demonstrerede søndag ved lågen for at vise deres utilfredshed med dens eksistens.

Den lukker nemlig for en adgang til stranden fra Thorsvej i Nykøbing Sjælland, som mange sommerhusejere i området plejer at benytte.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det er hængelåsen på lågen her, der har fået sommerhusejerne til at demonstrere.
Det er hængelåsen på lågen her, der har fået sommerhusejerne til at demonstrere. Foto: Line Strand - TV2 ØST

Uenighed om ret til adgang

Havelågen blev ulovligt opført for 25 år siden, men er efterfølgende blevet godkendt af Odsherred Kommunes forvaltning.

Det har ikke holdt områdets sommerhusejere fra at åbne lågen og gå ned til stranden, men efter lågen er blevet låst, har sommerhusejerne fået nok.

De mener nemlig ikke, at ejeren af nummer 63, der har sat lågen op, har ret til at låse den.

Artiklen fortsætter under billedet.

Jens Pagh-Rasmussen, sommerhusejer og medlem af koordinationsgruppen bag søndagens demonstration.
Jens Pagh-Rasmussen, sommerhusejer og medlem af koordinationsgruppen bag søndagens demonstration. Foto: Line Strand - TV2 ØST

- Der er en række sommerhusejere, der har tinglyst ret til at benytte den, og det har sådan set en betydning for deres ejendom, siger Jens Pagh-Rasmussen, der er en del af koordinationsgruppen bag søndagens demonstration.

Ejeren af nummer 63 ønsker ikke at udtale sig i sagen, men Niels Bentzon, der ejer et sommerhus der ligger som nabo til nummer 63, er uforstående overfor kritikken af havelågen.

Han mener nemlig ikke, at sommerhusejerne i området har ret til at benytte vejen ned til stranden.

Artiklen fortsætter under billedet.

Niels Bentzon, sommerhusejer.
Niels Bentzon, sommerhusejer. Foto: Line Strand - TV2 ØST

- Man kan jo undre sig over, at hvis nogen mener, at lågen er uretmæssigt opstillet, og den hindrer deres adgang ned ad en vej, hvor de har ret til at gå, at de så for pokker ikke anlægger en byretssag og siger, det må en dommer altså tage stilling til, siger Niels Bentzon.

Han peger også på en dom fra 12. juni 1998, hvor byretten dengang slog fast, at der ikke var nogen, der havde vundet hævd til at benytte den lille vej ned til stranden.

Vil have politikerne på banen

De demonstrerende sommerhusejere forstår ikke, at forvaltningen i Odsherred Kommune mener, at ejeren af nummer 63 har mere ret til at afspærre strandadgangen, end at 400 sommerhusejere frit kan benytte den.

quote Hvis ikke der er hjemmel i loven, så kan jeg ikke som politiker komme videre

Vagn Ytte Larsen (S), næstformand, miljø- og klimaudvalget, Odsherred Kommune.

De ønsker derfor, at politikerne kommer på banen i sagen, men TV2 ØST har talt med flere medlemmer af miljø- og teknikudvalget i kommunen, der ikke mener, at de kan gøre mere i sagen.

Udvalgets næstformand, Vagn Ytte Larsen (S), fortæller, at han generelt går ind for, at alle skal have adgang til de danske strande.

- Jeg har rejst sagen to gange i miljø- og klimaudvalget, og hjemmelen er ikke til at ændre, fortæller han.

- Hvis ikke der er hjemmel i loven, så kan jeg ikke som politiker komme videre, siger Vagn Ytte Larsen.

- Og det er jeg ærgerlig over på vegne af dem, der demonstrerer, men de har adgang til stranden 100 meter derfra, siger han.  

Læs også
Strid om strandadgang trækker i langdrag – nu vil sommerhusejere have svar af kommunen
Læs også
Strid om strandadgang trækker i langdrag – nu vil sommerhusejere have svar af kommunen

Det har søndag ikke været muligt for TV2 ØST at få en kommentar fra afdelingslederen i Odsherred Kommunes plan- og trafikafdeling.

Sagen om opsætningen af havelågen ligger nu til behandling hos Vejdirektoratet.


Nyhedsoverblik