Én borger og tre grundejerforeninger har klaget over Odsherred Kommunes lokalplan, som har lovliggjort driften af Rørvig Street Food.
Og efter klagen var en tur i Planklagenævnet, blev det afgjort, at lokalplanen skulle ophæves, og ikke længere var gyldig. Dermed forsvandt det lovmæssige grundlag, for at Rørvig Street Food kunne blive liggende på Rørvigvej.
Vi er lettet over, at vi kan blive sæsonen ud, og at vi kan stadigvæk kan kigge fremad
Men nu har Odsherred Kommune fået en ekstern juridisk vurdering, som konkluderer, at kommunen ikke har pligt til at lukke streetfoodmarkedet, mens aktiviteten lovliggøres.
Det skriver Nordvestnyt.
- Vi er lettede over, at vi kan blive sæsonen ud, og at vi kan stadigvæk kan kigge fremad, siger Morten Larsen, der er medejer af Rørvig Street Food, til TV2 ØST.
Derudover tilføjer han, at ejerne bag ikke har yderligere kommentarer.
Byråd vil lovliggøre
Det er en bestemmelse i planloven, der gør det muligt for kommunen at retfærdiggøre ikke at lukke Rørvig Street Food på trods af den ophævede lokalplan.
- Helt firkantet set er det rart, at vi ikke midt i højsæsonen skal ud og sige til nogen, at de skal lukke deres virksomhed, siger Mathias Hansen (V), der er formand Vækst- og Udviklingsudvalget i Odsherred Kommune.
Nu skal kommunen lave et kommuneplantillæg, som er med til at lovliggøre lokalplanen og dermed også lovliggøre Rørvig Street Food.
Mathias Hansen forventer derfor, at administrationen begynder at udarbejde kommuneplantillægget i september, som dermed vil være vedtaget før næste sæson i 2023.
- Det er vigtigt, at vi er grundige, så vi ikke ender i den her situation igen. Det ville være træls udover alle grænser, siger han.
Video: Se, hvordan det populære Rørvig Street Food sidste år skabte parkeringskaos i området.