Stort naturområde sættes i brand onsdag

Der bliver gennemført en række kontrollerede afbrændinger af naturen ved Skamlebæksletten ved Høve onsdag. Det sker for at redde naturen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Engang var der en række sjældne sommerfugle i området og fri udsigt til hav og strand. Siden groede hele området til.

Nu er genopretningen af et stort naturområde på Skamlebæksletten ved Høve i Odsherred dog i fuld gang - og onsdag tyer man til flammer for at skabe bedre levebetingelser for de sjældne arter i området.

- Vi starter flere mindre, kontrollerede brande, sådan så vi kan hjælpe lyngen frem i området - og samtidig sikre bedre levevilkår for de sjældne sommerfuglearter i området, siger Bente Ilsøe fra Skamlebæk Naturlaug, der i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening i Odsherred arbejder på at genoprette naturen på stedet.

Brandvæsenet er til stede, når brandene startes - og forinden har en biolog tjekket området og frivillige gennemtrampet det hele, sådan så ingen sjældne insekter, dyr eller fugle fanges i flammerne.

Skamlebæksletten i Odsherred er helt ved at gro til i gyvel. Nu skal den problematiske busk fjernes.
Skamlebæksletten i Odsherred er helt ved at gro til i gyvel. Nu skal den problematiske busk fjernes. Foto: Odsherred Kommune

Sjældne arter får det bedre

Skamlebæksletten er et eksempel på den særlige danske overdrevsnatur, og så er det hjem for ikke bare sjældne sommerfugle men også sjældne planter som Vellugtende Skabiose, der ellers kun er kendt for at vokse enkelte andre steder på Vestsjælland.

Læs også
Sjældne sommerfugle forsvandt - nu får frivillige støtte til at fjerne planter
Læs også
Sjældne sommerfugle forsvandt - nu får frivillige støtte til at fjerne planter

Afbrændingerne kommer efter, at tusindvis af gyvelbuske er blevet fjernet fra området. De kvalte de små urter og frarøvede jorden al næring.

Ilden skal bruges til at slippe af med det visne græs, der samtidig kvæler lyngen i området. Metoden er tidligere brugt med stor succes på blandt andet den jyske alhede.

- Vi kommer til at have et stort fokus på brandsikkerheden. Vi vil ikke have, at ilden breder sig, men vi vil meget gerne se, om vi kan få de samme gode resultater af afbrændingerne, som man har set i Jylland, siger Bente Ilsøe.

Fem brande

Planen er at starte fem brande på omkring 100 kvadratmeter hver - men den præcise beslutning om hvor og hvor mange er endnu ikke taget.

- Kommunens biologer er med, når vi laver afbrændingerne, ligesom brandfolkene er til stede, fortæller hun.

Danmarks Naturfredningsforening og Odsherred Kommune har indledt en fredningssag for at få hele Skamlebæksletten fredet.

Der har tidligere været en stor radiomodtagestation i området, men den er nedlagt, og håbet er nu at kunne bevare den unikke natur i området.


Nyhedsoverblik