Store prisforskelle på vand

Det rene vand koster dobbelt så meget i Kalundborg som i Svinninge eller Mørkøv. Og priserne er svære at gennemskue.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Prisen på vand svinger voldsomt i Nordvestsjælland. I Kalundborg er vandet over dobbelt så dyrt som nogle steder i Holbæk Kommune.

Rådet om at spare på vandet er mere relevant for nogle end andre borgere i Nordvestsjælland. Der er nemlig stor forskel på prisen per kubikmeter vand på de forskellige vandværker i området. Det viser et pristjek, som dagbladet Nordvestnyt har lavet.

De borgere, som får deres vand fra vandværkerne i Svinninge eller Mørkøv i Holbæk Kommune, kan tillade sig at fylde de store badebassiner op til sommer. Her er prisen på en kubikmeter vand inklusiv en statsafgift nemlig 10,47 kroner. Til gengæld skal de forbrugere, der får vand fra Kalundborg Forsyning, tænke sig lidt mere om, når de tænder for hanen. For her er prisen på en kubikmeter vand inklusiv statsafgiften over det dobbelte, nemlig 22,42 kroner.

En gennemsnitsfamilie med et årligt vandforbrug på 150 kubikmeter betaler dermed 1792,50 kroner mere om året, hvis vandet kommer fra Kalundborg Forsyning, end hvis det er Svinninge eller Mørkøv Vandværk, der leverer vandet.

Hos Kalundborg Forsyning (KF) påpeger direktør Hans-Martin Friis Møller, at KF er en offentlig forsyning.

-Dermed har vi mere administration end de mindre, private vandværker og er underlagt vandsektorloven. Det bliver de private dog også efterhånden, siger han.

Dyrt sommerhusvand

I sommerhusområder som i Odsherred kan det også være en dyr fornøjelse at åbne for vandhanen.

Billigst i Odsherred er Asnæs Vandværk med en takst på 11,41 kroner pr. kubikmeter inklusiv moms og statsafgifter. I den anden ende er netop sommerhusvandværket Skamlebæk Vandværk, som tager nøjagtig 10 kroner mere, altså 21,41 kroner.

Konsulent i Dansk Vand- og Spildevandsforening Thomas Sørensen medgiver, at vandpriserne ikke er særligt gennemskuelige, men at forbrugerne ikke i særlig høj grad interesserer sig for prisniveauet. - De vil bare gerne have rent vand, når de åbner for hanen, og så bekymrer de sig ellers ikke ret meget om prisen, siger Thomas Sørensen.


Nyhedsoverblik