Stor krondyrbestand breder sig nordpå

Kronhjortene står på spring til at flytte ind i Odsherred. De er set i Lammefjorden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bestandene af krondyr i Holbæk og Kalundborg er nu så stor, at dyrene er begyndt at kigge mod Odsherred.

Med over 700 krondyr er bestandene i Holbæk og Kalundborg Kommuner langt de største på Sjælland. Væksten de senere år er mangedoblet, og nu er dyrene også set længere nordpå på Lammefjorden.

Det skriver dagbladet Nordvestnyt.

Det fremgår af den omfattende undersøgelse af udbredelsen af kronvildtet på Sjælland, som biolog Niels Kanstrup fra Københavns Universitet har udarbejdet det seneste års tid.

Kronhjortene ses flere steder

I forbindelse med undersøgelsen har folk kunnet indberette obrservationer af kronvildt på Sjælland, hvilket har givet biologen ny viden om dyrenes vandring.

Der er nemlig flere indberetninger, der peger i retning af, at krondyrene har brudt kommunegrænsen til Odsherred. Samtidig vurderer Niels Kanstrup i rapporten, at der ikke er tale om, at en bestand fra enten Holbæk- eller Kalundborg-området er rykket mod nord. Ændringen er derimod udtryk for, at en bestand har udvidet sit opholdssted.

Optællingen fra senvinteren 2012 viser, at der i Holbæk Kommune findes ni bestande med mellem 10 og 150 dyr, mens Kalundborg Kommune huser bestande fra 25 til 120 dyr. Og noget tyder altså på, at Odsherred ikke længere er krondyrfrit område.

På Lammefjorden er således spottet krondyr det seneste års tid.

- Indtil videre har vi kun kendskab til strejfende dyr, der søger ud af de faste bestande. Det er ofte unge hjorte, men også grupper af dyr, der søger ud. Det er også typisk, at drægtige hinder søger ud i randområder og sætter kalv, oplyser Kanstrup til dagbladet Nordvestnyt.

Vil flytte ind i sommerhusområder

Han mener dog, at potentialet er stort, og at der er en god sandsynlighed for, at dyr vil søge vest om Lammefjorden og op i den nordlige del af Odsherred.

- Der er rimelige arealer med statsskov og i øvrigt mange sommerhusområder, som ikke mindst i vinterhalvåret kan være sprednings- og opholdsområder, vurderer biologen.


Nyhedsoverblik