Stor eftersøgning: Frygter forsvundne lystfiskere er druknet

To efterladte fisketasker på stranden ud mod Isefjorden igangsatte en større eftersøgning med båd og helikopter. Politiet er stadig på bar bund.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var det helt store beredskab, der blev set i gang tirsdag formiddag på Skansehagevej på stranden ud mod Isefjorden.

Her havde en forbipasserende fundet to fisketasker med en del fiskegrej, der var efterladt på stranden. Politiet frygtede, at der kunne være sket en ulykke, og derfor blev Marinehjemmeværnet rekvireret til eftersøgning.

- Vi satte en masse i gang, fortæller Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST

Ud over eftersøgning til vands blev der også lavet en eftersøgning med helikopter i området. Men det lykkedes dog ikke at finde ud af sagens sammenhæng, derfor er politiet stadig på bar bund.

Efterlyser vidner

- Det er et meget specielt område, fordi der er meget dybt. Du kan sejle helt ind til strandbredden med en stor motorbåd uden at gå på grund. Det går lodret ned, siger Carsten Andersen.

Politiet har ikke modtaget nogen efterlysninger, men håber at eventuelle henvendelser fra borgerne kan hjælpe med at opklare sagen.

Derfor vil politiet gerne høre fra personer, der har nogen idé om, hvorfor taskerne stod på stranden som anført. Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.


Nyhedsoverblik