Stadig ingen forklaring på døde fisk i Svinninge Å

Vandprøver og prøver fra fiskene er sendt til analyse, men der er stadig ikke noget svar på, hvorfor et stort antal fisk blev fundet døde i Svinninge Å i fredags.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mandag morgen kunne indsatsleder Jan Bruun fra Holbæk Brandvæsen stadig ikke give nogen forklaring på, hvorfor tusindvis af fisk er døde i Svinninge Å nær ved Hørve. Siden i fredags har miljøvagten har været i gang, og der er taget analyser af både fisk og vand, men der er endnu ikke et resultat.

- Det er frustrerende, for vi kan hverken lugte eller se noget mistænkeligt i åen, og det kan man typisk, når sådan noget sker, siger Jan Bruun.

I weekenden har beredskabet sat alle sejl til for at finde årsagen til de mange døde fisk.

- Vi har blandt andet fløjet over åen med en drone for at se, om der skulle være en tank et sted, der lækker, men det har ikke givet noget resultat, siger Jan Bruun.

Han forventer, at der i løbet af de nærmeste dage kommer svar på de analyser, som er sendt til laboratoriet, men han håber, at mysteriet kan blive løst så hurtigt som muligt.

- Vi er jo stadig rigtig interesserede i at få fat i folk, der har set noget, eller ved noget om, hvorfor det her er sket. Min frygt er, at det kunne være en læk hos en virksomhed, hvor alle er gået på juleferie og først kommer tilbage i januar, siger Jan Bruun.

De døde fisk er fundet på en strækning på 12 kilometer, og der er blandt andet tale om ørreder, ål og skaller.

Skulle man have oplysninger i sagen, opfordrer indsatsleder Jan Bruun til, at man kontakter politiet på telefonnummer 114 eller ringer til Holbæk Kommune.

 


Nyhedsoverblik