Sparekasse undlod at advare købere om mulig forurening

Flere købere af grunde i et nyt boligområde i Odsherred føler sig direkte snydt af Sparekassen Sjælland og Fyn. Hele området er muligvis forurenet med farlige stoffer som bly, arsen og DDT.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det skulle have været starten på et eventyr, men i stedet blev det til et købs-mareridt.

Den 29. juli sidste år får Julie Riisholt Hansen og hendes mand Morgan købskontrakten på Anneberg Bakke 25 i Odsherred tilsendt fra den lokale Nybolig mægler. På grunden skal der stå et hus, tegnet og bygget til dem og deres børn. Et hus de i otte år har sparet sammen til.

- Det så vi muligheden for her med en stor og lækker overdækket terrasse, hvor vi kunne sidde og nyde den rigtig gode udsigt, der er her i Anneberg i al slags vejr, siger Julie Riisholt Hansen.

Men den drøm har forurenet jord nu brat sat en stopper for.

Fortidens synder er kommet op til overfladen

Grunden ligger i Anneberg-området, hvor et stort, gammelt psykiatrihospital tidligere har været placeret.

Her har man haft gartneri og plantage, og her er der blevet brugt pesticider og sprøjtegifte, som man tidligere gjorde på mange frugtplantager tilbage i tiden. Gift, der stadig ligger i jorden i form af bly, arsen og insektgiften DDT.

quote Jeg havde ikke købt en grund, hvis jeg havde vidst, at den var forurenet

Julie Riisholt Hansen, grundejer, Odsherred

Det er især fundet af insektgiften DDT, der bekymrer. Det blev forbudt i Danmark helt tilbage i 1969, men inden da brugte man det som sprøjtemiddel i frugtplantagen, der forsynede sindssygehospitalet Anneberg. Stoffet nedbrydes langsomt i naturen og bliver ophobet i fødekæderne, hvilket gik hårdt ud over blandt andet de store rovfugle som havørne.

Men at der er en mulig forurening i jorden, vidste familien Riisholt Hansen ikke, da de købte grunden af Sparekassen Sjælland sidste år.

- Det kan ikke beskrives, det er en drøm, der brister fuldstændig. Vi havde jo regnet med, at vi som familie skulle bo her i mange år, og at min mand og jeg skulle blive gamle her. Det er ganske forfærdeligt at have en grund, der er så forurenet, som den er, og at man ikke kan bruge den til noget, siger Julie Riisholt Hansen.

Julie Riisholt Hansen har sammen med sin mand Morgan købt en grund på Anneberg Bakke, som muligvis er forurenet.
Julie Riisholt Hansen har sammen med sin mand Morgan købt en grund på Anneberg Bakke, som muligvis er forurenet. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Odsherred Kommune får mistanke om, at grundene på Anneberg Bakke er forurenede, da en grundejer i april 2021 tager nogle jordprøver, fordi et parti jord skal køres væk. Her finder man et uventet indhold af kobber og bly - og derfor bliver området nærmere undersøgt.

Forurening hører til under Region Sjælland, som den 5. juli 2021 informerer Sparekassen Sjælland og Fyn, der ejer grundene på Anneberg Bakke. Det kan man se i et brev, som sparekassens egen advokat har skrevet.

quote Vi fik absolut ingenting at vide. Og vi føler os fuldstændig snydt – taget bagi for at sige det mildt

Emma Marie Andersen, grundejer, Odsherred

Ifølge professor i miljøret ved Københavns Universitet, Peter Pagh, burde banken formentlig have videregivet den information ved et salg, fordi de har en loyal oplysningspligt:

- De har ikke en viden om, at grunden er forurenet. Men de har en viden om, at man er gået i gang med en undersøgelse, så det er af en sådan karakter, hvor man normalt vil sige, at det skal sælger oplyse – i hvert fald, når der er tale om en professionel sælger.

For eksempel kunne de have oplyst Julie og Morgan Riisholt Hansen, der underskriver en købskontrakt på en grund den 29. juli. Altså 24 dage efter, at Sparekassen Sjælland den 5. juli har fået at vide, at grundene muligvis er forurenede.

- Vi underskrev den 29. juli sidste år, og vi overtog skødet den 1. september, så der var rigelig tid til at fortælle os noget, siger Julie Riisholt Hansen.

Havde de to købere fået oplysningerne, var de sprunget fra.

- Jeg havde ikke købt en grund, hvis jeg havde vidst, at den var forurenet.

Fik intet at vide

Præcis det samme sker for Emma Marie Andersen, der sammen med sin kæreste køber Anneberg Bakke 7. Det gør parret den 23. september 2021. 

Her har Sparekassen Sjælland altså i tre måneder vidst, at grunden formentlig er forurenet. Men ifølge Emma Marie Andersen er det ikke en viden, banken deler med dem.

Læs også
Blev stillet PFOS-fri haver inden sommer i udsigt - nu skrider tidsplanen
Læs også
Blev stillet PFOS-fri haver inden sommer i udsigt - nu skrider tidsplanen

- Vi fik absolut ingenting at vide. Og vi føler os fuldstændig snydt – taget bagi for at sige det mildt. Det er da under al kritik, og jeg må da også sige, at man føler sig til grin, siger Emma Marie Andersen til TV2 ØST.

Lokal Nybolig-mægler nægter kendskab til forurening

Begge kvinder bakkes op af den lokale Nybolig-mægler Mikkel Henriksen, der har solgt grundene for Sparekassen Sjælland og Fyn.

Han har ifølge sit eget udsagn heller ikke fået oplyst af sparekassen, at der skulle være tale om muligt forurenede grunde.

- Vi har overhovedet ikke haft nogen mulighed for at vide, at de her grunde måske kunne være forurenede. Jeg har også været inde på Miljøportalen.dk, for at trække oplysninger ud, om grundene har været kortlagt af Region Sjælland som muligt forurenede. Det har de ikke. Og jeg har ikke haft nogen viden om, at de skulle være det, siger ejendomsmægler Mikkel Henriksen, og fortsætter: Derudover, så må jeg også være ærlig at sige, at enhver køber har haft 20 hverdage til selv at få undersøgt grunden, det står i købskontrakten, siger Mikkel Henriksen.

Vi har overhovedet ikke haft nogen mulighed for at vide, at de her grunde måske kunne være forurenede, siger den lokale Nybolig-mægler Mikkel Henriksen.
Vi har overhovedet ikke haft nogen mulighed for at vide, at de her grunde måske kunne være forurenede, siger den lokale Nybolig-mægler Mikkel Henriksen.

Men den går ifølge professor i miljøret, Peter Pagh, ikke.

- Når man siger, at det kan I undersøge selv - altså forureningen, så vil man normalt mene, at det er en skærpende omstændighed for sælgers oplysningspligt. Det vil sige, at så skal sælger samtidig oplyse det, man i øvrigt ved – altså at regionen er gået i gang med nogle undersøgelser om forurening. Og hvis man ikke gør det, så kan det betyde noget for den erstatningspligt, man har overfor køber. 

I alt er fem grunde blevet solgt efter, at Sparekassen Sjælland og Fyn kendte til den mulige forurening. Dertil kommer de grunde, hvor køberne har skrevet under før den 5. juli 2021, men hvor overtagelsen er sket efter.

Sparekasse: - Vi har naturligvis intet vidst

TV2 ØST har bedt Sparekassen Sjælland og Fyn om et interview. Vi ville gerne vide, hvad de har gjort efter den 5. juli for at gøre købere opmærksomme på, at grundene var muligt forurenede.

Administrerende direktør, Lars Petersson, har ikke ønsket at stille op til interview, men han skriver følgende i en sms:

- Vi har også fået de første nedslående meldinger om, at der er fundet rester af sprøjtegift fra tidligere tiders plantagedrift i jordprøver på Anneberg Bakke. Vi har naturligvis intet vidst om dette, da vi solgte grundene, da giften stammer fra tidligere tiders plantagedrift. Det er som udgangspunkt naturligvis forureneren, der skal betale for at få ryddet op efter sig. Men vi vil nu få undersøgt, hvad mulighederne er. Det vil vi meget gerne gøre i tæt dialog med de grundejere, der har købt grunde på Anneberg Bakke.

Grundene er intet værd

Julie Riisholt Hansen og hendes mand har betalt 270.000 kroner for deres grund. Dertil kommer arkitektregninger for over 100.000 kroner, ligesom de også har betalt Odsherred Kommune for en straksbehandling af deres byggesag. Penge, der nu er spildt.

- Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige til det. Jeg synes, det er helt fuldstændig væk, at man ikke oplyser omkring de ting, der er i gang heroppe. Jeg kan igen sige, at vi ikke havde købt en grund, hvis vi havde vidst, at den var forurenet eller hvis man bare havde haft mistanke om, at der var forurening, siger Julie Riisholt Hansen.

Læs også
Fødevarestyrelsen fraråder at spise fisk fra Faxe Å efter fund af PFAS
Læs også
Fødevarestyrelsen fraråder at spise fisk fra Faxe Å efter fund af PFAS

Grundene er ifølge køberne stort set værdiløse.

- Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal tænke om det. Jeg er ved at være færdig. Jeg er ved at være brugt. Mig og min familie vi er ved at gå tabt i alt det her.

I stedet har parret nu købt et gammelt hus et andet sted. Drømmen om et hus på Anneberg Bakke har de ikke længere.


Nyhedsoverblik