Sort register skal af med 500.000 kroner for injurier

Manden bag Det Sorte Register er blevet dømt for injurier mod medarbejdere og politikere i Odsherred Kommune og skal nu betale 500.000 kroner i erstatning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ole Eli Christiansen, der står bag Det Sorte Register, skal betale en halv million kroner i erstatning til 5 politikere og embedsmænd. Det skriver Odsherred Kommune i en pressemeddelelse.

Retten i Holbæk har mandag den 6. januar 2014 dømt den ansvarlige bag det såkaldte ”Sorte Register”, Ole Eli Christiansen. Dommen betyder, at han skal betale 20 dagbøder på hver 100 kroner eller 20 dages fængsel, 100.000 kroner i erstatning til hver af de forurettede, som er 2 politikere og 3 embedsmænd i Odsherred Kommune og betaling af sagsomkostninger på knap 40.000 kroner. Derudover skal han fjerne oplysninger fra 2 hjemmesider og offentliggøre dommen i dagbladet Nordvestnyt.

Register for uretfærdighed

På sin hjemmeside skriver Det Sorte Register selv, at den har til formål at registrere alt fra advokater og kommunalt ansatte til virksomheder og plejefamilier, hvis de efter borgernes mening har overtrådt loven, eller hvis en borger føler sig uretfærdigt behandlet. For 5 politikere og embedsfolk i Odsherred Kommune har det betydet, at de med navn blev hængt ud på 2 hjemmesider og beskyldt for blandt andet pligtforsømmelse, kidnapning, terror mod familier, embedsmisbrug, overtrædelse af diverse love, personforfølgelse og ulovlig medicinering.

Nu er registeret så blevet dømt for injurier, og det vækker glæde i kommunen.

- Vi er lettet og glade for sagens udfald, for det har været en voldsom personlig belastning for de berørte personer, hvoraf flere har måttet ændre navn og telefonnummer, siger direktør i Odsherred Kommune, Gitte Løvgren.

Kommunen valgte at anlægge sag for bagvaskelse, injurierende og æreskrænkende sigtelser på de 2 hjemmesider, som Ole Christiansen er ansvarshavende for, tilbage i juli 2013 og har fået medhold i alle påstande. Advokat Jens Lund Mosbek fra Kromann Reumert har ført sagen for Odsherred Kommune.

Håber det vil stoppe

Den sagsøgte har ifølge Odsherred Kommune forsøgt at undgå sagen, men det er blevet afvist ved retskendelser og stadfæstet i en kendelse fra Østre Landsret i oktober. Han har ikke efterfølgende nedlagt nogen påstand, og retten har derfor afsagt dom efter sagsøgerens påstand. Nu håber de i Odsherred, at dommen kan sætte en stopper for chikanen.

- Der var tale om så grove beskyldninger og udsagn, at vi hverken ville eller kunne sidde dem overhørig, og der var vel at mærke både navn og billede på medarbejderne, som på denne måde blev hængt ud til spot og spe på en offentlig tilgængelig hjemmeside, og det ønsker vi naturligvis at få stoppet. Vi håber, dommen også vil komme øvrige, der er omtalt i det sorte register, til gavn, og at denne dom medvirker til at stoppe injurierende adfærd mod offentligt ansatte, siger direktør Gitte Løvgren i pressemeddelelsen.

Foruden betaling af dagbøder og sagsomkostninger skal Ole Christiansen fjerne æreskrænkende sigtelser og bagvaskelse fra hjemmesiderne.


Nyhedsoverblik