Sommerhussalget boomer i Odsherred

Påsken er højsæson for at købe og sælge sommerhuse. Og faktisk så går salget af sommerhuse nu bedre, end det har gjort længe.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I hele vores landsdel stiger antallet af sommerhushandler, og især i Odsherred, der er den kommune i Danmark, hvor der ligger flest sommerhuse, er der godt gang i den.

Britta og Jan Kofoed har i dag taget turen fra Holbæk til Vig for at se på sommerhus.

-  Vi har lige solgt vores hus på 250 kvadratmeter og skal flytte ned på 85 kvadratmeter, og så tænkte vi, at det kunne være rart med et sted, hvor vi kunne samle børnene, fortæller Jan Kofoed.

Omsætningen af sommerhuse er mange steder i regionen nu oppe på samme nievau som før finanskrisen. Og det er noget de mærker hos Nybolig i Odsherred. 

- Lysten til at købe sommerhus er steget rigtig meget og ikke kun fra folk i Holbæk eller Roskilde eller i København. Køberne kommer fra hele landet. Vi sælger sommerhus til folk, der kommer fra den anden side af Storebæltsbroen og fra Århus, siger Rasmus Møller Hagelund ejendsomsmægler fra Nybolig.

Den gennemsnitlige salgstid for sommerhuse er 200 dage.

- Der har været et rigtig stort udbud af sommerhuse, som har haft en lang liggetid og dem sammenlignet med dem, som vi får til salg nu, som måske kun tager to til fire måneder, gør, at vi ender på en gennemsnitlig salgstid på 200 dage, fortsætter Rasmus Møller Hagelund.

Tal fra Dansk Ejendomsmæglerforening viser, at sommerhussalget i Odsherred Kommune steg med 27,1 procent fra 2014 til 2015.

Og alle kommuner med større sommerhusområder i vores region oplever en omsætningstigning.

I Guldborgsund steg sommerhussalget med 14,8 procent fra 2014 til 2015
I Kalundborg var stigningen på 27 procent fra 2014 til 2015.
På Lolland blev der solgt 33,3 procent flere sommerhuse i 2015 end 2014
og i Vordingborg oplevede de en vækst på 12, 2 procent i salget af sommerhuse fra 2014 til 2015.

Kvadratmeterpriserne på sommerhusene er dog langt fra samme høje niveau, som før finanskrisen, men ejendomsmægler Rasmus Møller Hagelund fra Nybolig vurderer, at priserne på sommerhuse på sigt igen vil stige. 

- Når omsætningen er i fremgang, som vi ser lige nu, ender det ud med, at vi får stigninger på kvadratmeterprisen, slutter Rasmus Møller Hagelund.

Her i påskedagene har Nybolig i Odsherred i gennemsnit 15 fremvisninger pr. dag.

 


Nyhedsoverblik