Skrotter lukkeuger i børnehaver og vuggestuer

Et enigt byråd stemte for, at lukkeuger hen over sommeren skal fjernes fra daginstitutionerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Forældre i Odsherred Kommune kan se frem til, at de ikke længere behøver planlægge sommerferie efter lukkeugerne i daginstitutionerne.

quote I har lyttet til, hvad forældrene siger

Karina Vincentz (Nyt Odsherred), borgmester i Odsherred Kommune

Et enigt byråd har nemlig besluttet fra næste år at afskaffe to lukkeuger hen over sommeren i daginstitutionerne.

- Vi glæder os over, at det nu er muligt at imødekomme hele byrådets ønske om at få fjernet de her lukkeuger, men i særlig grad også forældrene. Fordi forældrene har efterspurgt det igen og igen, udtalte formanden for børne-, unge- og uddannelsesudvalget, Hanne Pigonska (V), under byrådsmødet.

Stort ønske fra forældre og ledere

Under byrådsmødet kom det frem, at forældre i kommunen her fremsat ønsket, da det for mange kan være svært at holde to ugers sammenhængende ferie i juli. 

Derfor har nogle børn måtte holde ferie med deres forældre på skift.

- Der har selvfølgelig været mulighed for nødpasning, men det har også afstedkommet, at nogle børn og forældre har følt sig utrygge i forhold til, at man har skulle møde op i andre institutioner, og at det har været ukendte medarbejdere, fortalte medlem af børne-, unge- og uddannelsesudvalget, Hanne Caldron (Nyt Odsherred), under mødet.

Læs også
Besparelser i Odsherred - børnehaver skal holde sommerferielukket
Læs også
Besparelser i Odsherred - børnehaver skal holde sommerferielukket

Ifølge dagsordenen har mange dagtilbudsledere ligeledes ønsket at få fjernet lukkeugerne. I lukkeugerne er det ofte nødvendigt at anvende vikarer, men disse udgifter kan reduceres væsentligt, hvis alle institutioner holder åbent hele sommeren. 

På den måde vil personalets ferie nemlig kunne fordeles og tilrettelægges efter antallet af børn i institutionen.

- Det er rigtig godt arbejde af udvalget. I har lyttet til, hvad forældrene siger, og I har lyttet til, hvad vores medarbejdere siger ude på institutionerne. Det er et fælles ønske, lød det fra borgmester Karina Vincentz (Nyt Odsherred).

Det kommer til at koste 230.000 kroner for alle dagtilbud at nedlægge lukkeugerne.


Nyhedsoverblik