Sjælland rundt til havs

Med en krop, der er lam fra nakken og ned, kan det være svært at komme ud og sejle. Men ikke for Anders Lehmann

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Denne sommer har seks havne i vores region haft besøg af en bemærkelsesværdig båd. Eftersigende den eneste I verden af sin slags. Båden bliver nemlig styret af Anders Lehmann, der er lam fra nakken og ned. Ved hjælp af hagen kan han fra sin kørestol styre båden.

- Når jeg er ombord på båden, og den krænger og vipper fra side til side, så føler jeg noget vildskab i kroppen, som jeg ikke får til dagligt, fortæller Anders Lehmann.

Men det var en lang kamp, før Anders Lehmann kom til at mærke vinden i håret og høre bølgernes brusen.

En sejler fra barnsben

Anders Lehmann har altid været glad for at sejle. Lige siden han som barn gik til optimistjolle, og hans forældre købte en sejlbåd, har han elsket at være på vandet.

Men som trediveårig fik hans sejlerdrømme pludselig meget svære kår.

På en sommerdag i 1999 trådte Anders Lehmann ved siden af, mens han var ved at skifte til badebukser. Han snublede ud over en badebro.

- Der var langt ned og lavt vand, så mit hoved ramte bunden og knækkede til siden, fortæller Anders Lehmann.

Fra den dag, har Anders Lehmann været lam fra halsen og ned.

Og det med at sejle var ikke længere så lige til.

At sætte sejl til modvind

- Mange ting kommer til i glæde. Det er det her også, men det er også opstået i trods, fordi jeg var frustreret over, at jeg ikke havde muligheden for at komme ud og sejle, siger Anders Lehmann.

Han kontaktede handikaporganisationer verden over for at finde en båd, han kunne sejle fra sin kørestol. Uden held. Der fandtes nemlig ingen.

Den eneste i verden

I stedet besluttede han sig for, selv at designe båden. Han fandt en kapsejladsbåd i Italien, hvor der var plads til, at hans kørestol kan komme ind bagfra.

Derefter fik han installeret udstyr, så kørestolen kan spændes fast, og båden kan styres elektronisk fra kørestolen med munden.

- Jeg besluttede ret tidligt, at alle uanset handikap skal kunne sejle min båd, så længe de kan styre en kørestol, fortæller Anders Lehmann.

En mindeværdig sommer

Siden båden blev færdig i 2008, har den været på mange ture.

Men denne sommer overgår dem alle.

Anders Lehmann har besluttet sig for at sejle rundt om Sjælland.

- Jeg havde virkelig brug for at komme på tur, komme ud og se noget andet, være en del af det campingliv, som sejlads jo også er, slår han fast.

På en uge sejlede han rundt om Sjælland og tilbagelagde 332 sømil med fire venner om bord.


Nyhedsoverblik