Sidste dag på specialefterskole efter konkurs: - Der er en masse unge mennesker, der er kede af det

Specialefterskolen Ulstrup Efterskole er lukket med kort varsel. I dag tager eleverne hjem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 25. november skrev Ulstrup Efterskoles bestyrelse en pressemeddelelse, der fortalte, at skolen ville lukke.

I dag, den 27. november, tager eleverne hjem.

- Stemningen er trykket, fortæller Katja Albrecht, der er mor til en elev på specialefterskolen.

quote Vi savner at være blevet involveret noget før, måske kunne vi have gjort noget, inden vi endte med at stå her

Katja Albrecht, mor til efterskoleelev.

Da TV2 ØST taler med hende fredag eftermiddag, er hun ankommet til efterskolen ved Vig, hvor hun skal hente hendes søn.

- Der er en masse unge mennesker, der er kede af det og i venteposition, og så er der nogle ansatte, helt almindelige lærere, der kæmper en brav kamp for at få børnene godt af sted, siger Katja Albrecht.

Skolen er gået konkurs

For få dage siden blev forældrene til eleverne på Ulstrup Efterskole informeret om, at skolen ville lukke.

Skolen er ifølge oplysninger fra Børne- og Undervisningsministeriet blevet begæret konkurs den 20. november.

Og det undrer forældrene, at de ikke fik noget at vide om, at skolens økonomi var så dårlig.  

- Vi savner at være blevet involveret noget før. Måske kunne vi have gjort noget, inden vi endte med at stå her, siger Katja Albrecht.

Artiklen fortsætter under videoen.

Katja Albrecht, der er mor til en elev på specialefterskolen, undrer sig over, at forældrene ikke blev involveret noget før, inden skolen gik konkurs.

Hun fortæller, at der torsdag blev holdt afskedsfest for eleverne på skolen. De nåede at gå i skole sammen i tre måneder af det efterskoleår, som mange af dem havde set frem til.

Katja Albrecht er nu ved at finde en plads på en anden efterskole til hendes søn.  

- Vi er nogle af de heldige, vi skal ud at se på to efterskoler på tirsdag, hvor der er pladser, fortæller hun.

Styrelse: - Det er en usædvanlig situation

Styrelsen for undervisning og kvalitet (STUK) har siden foråret 2020 ført tilsyn med Ulstrup Efterskole. 

De skriver til TV2 ØST, at det ikke er ofte, at en efterskole går konkurs.

- Det er en usædvanlig situation. Det er ikke hver dag, at en efterskole går konkurs, skriver de.

Af det skriftlige svar fremgår det også, at næstformanden i skolens bestyrelse den dag, skolen blev begæret konkurs, søgte om dispensation til at starte en ny efterskole, som kunne overtage eleverne fra Ulstrup Efterskole.

Men styrelsen kunne ikke at give dispensation.

- Det er en omfattende proces at blive godkendt til at drive efterskole, og økonomi, bygninger med mere skal være på plads, før STUK kan give tilskud, skriver styrelsen til TV2 ØST.

Læs også
Specialefterskole lukker med en uges varsel - forældre føler sig ført bag lyset
Læs også
Specialefterskole lukker med en uges varsel - forældre føler sig ført bag lyset

- STUK har ikke lovhjemmel i efterskoleloven til at dispensere fra den pågældende bestemmelse, hvilket styrelsen har meddelt næstformanden i Ulstrup Efterskoles bestyrelse, skriver de.

En ny specialefterskole vil tidligst kunne godkendes efter efterskoleloven med virkning fra starten af skoleåret 2022/2023, skriver STUK.

Det har fredag ikke været muligt for TV2 ØST at få en kommentar fra ledelsen på Ulstrup Efterskole.


Nyhedsoverblik