Seksårig pige klippede sit lange hår af - skal doneres til kræftramt

Mejse Hertz Arildsen på 6 år har fået klippet sit lange hår af for at donere det til en paryk til en kræftramt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For mange mennesker med langt hår, ville det være noget grænseoverskridende det, som 6-årige Mejse Hertz Arildsen fra Svinninge besluttede at gøre.

Men for Mejse Hertz Arildsen var der ingen tvivl. Onsdag fik hun klippet sit lange hår af. Det skal doneres til en paryk til en kræftramt.

- Prøv at tænke på alle de børn, der ikke har noget hår. Hvis der er en pige, der får mit hår, så tænk på, hvor glad hun og hendes mor og far bliver, siger Mejse Hertz Arildsen.

quote Så spørger hun også, om børn kan få cancer, og det kan de jo desværre. Så hun besluttede sig for, at hun gerne ville have klippet sit hår af, så der var en pige, der kunne blive rigtig glad

Jeanette Hertz Arildsen, mor til Mejse

Hendes mor, Jeanette Hertz Arildsen forklarer, at det var Mejses eget ønske, efter de før har snakket om, hvorfor nogle mennesker mangler deres hår.

- Mejse er en meget spørgende pige. Hun har spurgt mange gange, når vi har mødt folk, der ikke har noget hår, hvorfor de ikke har det. Så snakker vi om, at de jo nok er syge og håret falder af af den medicin, de får. Og så spørger hun også, om børn kan få cancer, og det kan de jo desværre. Så hun besluttede sig for, at hun gerne ville have klippet sit hår af, så der var en pige, der kunne blive rigtig glad, fortæller Jeanette Arildsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan så Mejse Hertz Arildsens hår ud før og efter det blev klippet. 
Sådan så Mejse Hertz Arildsens hår ud før og efter det blev klippet.  Foto: Privatfoto

Både mor og datter blev klippet onsdag. De har nu begge frisuren pagehår. Men det var kun Mejse Hertz Arildsens hår, der var langt nok til at kunne gå til en donation. Håret skal nemlig være minimum 25 centimeter langt for at der er nok til en paryk.

Både far og mor er rørte efter 6-årige Mejse Hertz Arildsens beslutning.

- Jeg er helt vildt stolt af hende, og det er hendes far også, og man bliver rørt, når sådan en lille pige tænker over sådan nogle ting, siger Jeanette Hertz Arildsen.

Sådan kan man donere hår:

- Håret skal være minimum 25 centimeter langt for at være nok til en donation.

- Håret må ikke være farvet, lysnet eller behandlet på nogen måde

- Skandinavisk Parykcenter anbefaler, at man går til en frisør for at få klippet det af. På denne måde vender
​​​​​​håret med rødder den ene vej og spidser den anden og derudover forbliver håret pænt samlet, når det skal afleveres.

- Håret går til parykker eller toupéer eller andre hårdele.

- Man bliver ikke økonomisk kompenseret for håret.

Kilde: Skandinavisk Parykcenter

Nu håber hun, at Mejses hår kan glæde et andet barn.

- Jeg håber, at der er et barn, der får Mejses hår, fordi hun selv er et barn og kan relatere til det, og så håber jeg, at det bliver en mægtig fin paryk, siger Jeanette Hertz Arildsen.

Håret bliver sendt til Skandinavisk Parykcenter i Hillerød. 

Sådan så Mejses hår ud, da det var klippet af.
Sådan så Mejses hår ud, da det var klippet af. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Nyhedsoverblik