Se listen: Flere store vindmølleprojekter stoppes

Mindst otte havvindmølleprojekter i TV2 ØST-området sættes i bero. De kan være i strid med EU-regler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En lang række store havvindmølleprojekter sættes nu i bero af Energistyrelsen. Det rammer mindst otte projekter i TV2 ØST-området.

- Det vil forsinke hele processen omkring den grønne omstilling, og det er rigtig ærgerligt, siger Henrik Wej Petersen, udviklingsdirektør i Andel Energi. 

Det drejer sig om projekter uden den såkaldte "åben-dør-ordning", hvor energiselskaber på eget initiativ kan søge om tilladelse til at opføre vindmølleparker. 

Disse projekter sættes i bero

  • European Energy, Guldborgsund, 150-500 MW

  • European Energy, Lolland Syd, 130-260 MW

  • Copenhagen Energy, Femern Bugt, 250-300 MW

  • Andel, Lolland, 253 MW

  • European Energy, Femern, 200-400 MW

  • Andel, Klintebjerg, 585 MW

  • European Energy, Guldborgsund Syd, 150-500 MW

  • European Energy, Stevns Nord, 160-350 MW

Men den model kan være i strid med EU-reglerne, vurderer Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Derfor har Energistyrelsen stillet sagsbehandlingen af alle verserende sager under ordningen i bero, indtil det er klarlagt, om den er lovlig.

Åben-dør-ordningen

Ved åben dør-proceduren er det en projektudvikler, der selv tager initiativ til at etablere en havvindmøllepark af en selvvalgt størrelse og på en selvvalgt placering.

Hvis en ansøgningsproces ender med, at der gives en forundersøgelsestilladelse, indebærer det ikke, at der gives tilladelse til at opstille havvindmøller på den givne lokalitet, men alene at der kan gennemføres nødvendige undersøgelser for projektet.

Energistyrelsen skal give tre tilladelser, før man kan opstille havvindmøller:

  • En forundersøgelsestilladelse

  • En etableringstilladelse

  • En tilladelse til udnyttelse af energien

Kilde: Energistyrelsen

For energiselskabet Andel Energi (tidligere SEAS-NVE) betyder det blandt andet, at et projekt syd for Lolland og et nord for Odsherred sættes i bero. 

- Det er rigtigt ærgerligt, at vi er havnet i den situation. Jeg er også forundret, for det er en ordning, der har kørt i rigtig mange år. Derfor er vi lidt uforstående over for det, siger Henrik Wej Petersen, udviklingsdirektør i Andel Energi.

quote Vi har brug for at komme i gang med at gøre os uafhængige af russisk gas

Karina Vincentz, borgmester, Odsherred Kommune

Ofte bliver store havvindmølleprojekter til ved, at staten sætter arbejdet med at etablere dem i udbud, så flere virksomheder kan byde på opgaven. Men med "åben-dør-ordningen" kan virksomheder så at sige lave en uopfordret ansøgning på en bestemt lokalitet.

I Andel Energi er man ærgerlig over, at projekterne sættes i bero. Energiselskabet har nemlig brugt mange penge på forarbejdet.
I Andel Energi er man ærgerlig over, at projekterne sættes i bero. Energiselskabet har nemlig brugt mange penge på forarbejdet. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Det koster tid og penge for virksomhederne at lave ansøgningerne, og derfor frygter Andel Energi, at arbejdet kan være spildt.

- Bag de her ansøgninger ligger et større arbejde. Vi har lagt rigtig mange kræfter i at lave en god ansøgning, hvor vi kommer grundigt rundt om problemstillingerne. Det er spildt arbejde, hvis det ikke bliver til noget, og det ville vi jo være rigtig kede af, siger Henrik Wej Petersen.

I Odsherred ærgrer forsinkelsen borgmester Karina Vincentz.
I Odsherred ærgrer forsinkelsen borgmester Karina Vincentz. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Den mulige havvindmøllepark nord for Odsherred skal efter planen bestå af 39 vindmøller, der skal være 256 meter høje. I udgangspunktet er Odsherred Kommune positiv overfor projektet - og derfor frustrerer det også borgmester Karina Vincentz (Nyt Odsherred), at Energistyrelsens sagsbehandling er sat på hold.

- Vi har brug for at komme i gang med at gøre os uafhængige af russisk gas, så det er rigtig ærgerligt, at det bliver udsat, siger hun til TV2 ØST og fortsætter:

- Klimakrisen bliver værre dag for dag. Vi er nødt til at handle hurtigt for at nå i mål, så det her har ikke kun betydning for Odsherred Kommune, men for hele landet og klimaet i det hele taget, siger borgmester Karina Vincentz.

Energistyrelsen kan endnu ikke oplyse, hvornår de ved mere om den videre proces.


Nyhedsoverblik