DR-journalist Signe Molde »flashede« i marts en økse, tre knive og en peberspray i en håndtaske til en reception i Nykøbing Sjælland, hvor lokalpolitiet åbnede sin nye station på det tidligere rådhus.
Det skriver Holbæk Amts Venstreblad.
Det var et led i en event til programmet »Det nye talkshow«.
Signe Molde blev sigtet for ulovlig våbenbesiddelse, og siden har sagen været efterforsket af politiet.
- Vores indstilling er da, at journalister ikke skal behandles anderledes end andre, siger chefpolitiinspektør Sten Skovgaard, fra Midt- og Vestsjællands Politi til Venstrebladet.
Da der er tale om en sag, hvor en journalist mener at udfordre rammerne for lovgivningen som et led i sit arbejde, så er det Rigsadvokaten, der skal tage stilling til sagens videre forløb.
Danmarks Radio har i forbindelse med sagens efterforskning hævdet, at deres journalist var ude at afdække væsentlige samfundsmæssige problemstillinger og afprøve grænserne for våbenlovgivningen.