Restaurant MOTA modtager sin første michelinstjerne

Restauranten MOTA har fået sin første michelinstjerne ved dette års michelinuddeling.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Restauranten MOTA, der ligger i Nykøbing Sjælland, har fået sin første michelinstjerne ved dette års michelinuddeling i Stavanger i Norge.

Restaurant MOTA med kokken Claus Henriksen i spidsen åbnede første gang dørene i november 2021 i bygninger, der tidligere var en del af Nykøbing Sjællands Psykiatriske Hospital. 

quote Det er ikke kun mig, der synes, vi producerer de rigtige råvarer og vin i Odsherred. Det synes Michelin sgu også

Claus Henriksen, kok og medejer, MOTA

Her bygger maden på ingredienser dyrket i lokalområdet med en personlig relation til producenter og leverandører.

TV2 ØST træffer Claus Henriksen på en telefon fra Stavanger efter prisuddelingen:

- Det er fantastisk. Jeg er næsten mundlam over det, siger han og tilføjer:

- Jeg tænkte, det er fucking løgn. Jeg havde måske ikke forventet det, med den start, vi har haft og alle de udfordringer, vi har haft, familiemæssigt og corona. Det var bare ikke de ting, jeg havde regnet med, der ville ske.

- Jeg blev virkelig glad. Og inden i rørt over min kone og mine børn, alle mine ansatte og Gitte Klausen, som jeg har restanten sammen med, så jeg blev virkelig glad på deres vegne.

En blåstempling af det kulinariske Odsherred

Claus Henriksen startede karrieren på Søllerød Kro og blev siden souschef på Noma og drog efter en stilling som assisterende køkkenchef på Formel B til Odsherred, hvor han som køkkenchef i 2017 var med til at sikre Dragsholm Slot sin første michelinstjerne.

Og netop det faktum, at der nu er to michelinstjerne-restauranter inden for 25 kilometer er en milepæl uden sidestykke for det kulinariske Odsherred, påpeger Claus Henriksen

- For os betyder det jo at hele Odsherred har fået en blåstempling af, at det vi producerer og det vi laver, er det rigtige. Og vi gør det rigtige.

- Det er ikke kun mig, der synes, vi producerer de rigtige råvarer og vin i Odsherred. Det synes Michelin sgu også. Det er så vigtigt. Og vi er to restauranter, som nu beviser det.

Læs også
Restaurant i Odsherred optages i Michelin-guide: - Det er helt vildt fantastisk
Læs også
Restaurant i Odsherred optages i Michelin-guide: - Det er helt vildt fantastisk

Foruden en stjerne til MOTA beholder også Dragsholm Slot og Frederiksminde deres michelinstjerner. Sidstnævnte modtog førstegang en michelinstjerne i 2016 og har ligesom Dragsholm Slot fastholdt den lige siden.

Foruden MOTA har også  restaurant Jatak, der ligger på Nørrebro i København, modtaget en michelinstjerne ved dette års michelinuddeling.

Efter aftenens uddeling har danske restauranter samlet set 41 michelinstjerner, som fordeler sig på 29 restauranter, oplyser Ritzau.

Dermed går Danmark fra at have 27 til at have 29 michelinrestauranter. 

Ifølge brancheorganisationen Horesta oplever en nykåret Michelin-restaurant en gennemsnitlig vækst på 25 procent i deres første år som Michelin-restaurant.


Nyhedsoverblik