Regeringen beskytter havbund ud for Sjællands Odde

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har i dag besluttet at beskytte et område i Kattegat på størrelse med Bornholm.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I dag har Miljø- og fødevareministeriet valgt at beskytte dele af Kattegat. En stor del af det beskyttede område ligger ud for Sjællands Odde.

Kattegats dybe, bløde havbund og en lang række arter kan se frem til at nyde godt af en bedre beskyttelse. Snart vil det blive forbudt at benytte bundtrawl og indvinde råstoffer på i alt 590 kvadratkilometer af Kattegats havbund, så særligt den dybe bløde havbund beskyttes bedre, og sårbare koraller som søfjer og søstrå og de små krebsdyr haploops får bedre levevilkår.  Det skriver Miljø- og fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har gennemgået den tidligere regerings forslag og tilpasset udpegningen, så den er mere balanceret.

- Vi skal beskytte den sårbare natur i havene omkring Danmark. Men det skal ske på en måde, så vi både tager hensyn til de sårbare arter under havets overflade og de mennesker, der har fiskeri som deres levegrundlag, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Bundtrawl, råstofindvinding og dumpning af sand fra uddybning af sejlrender og havne vil fremover blive forbudt i de seks udpegede områder, der dækker et areal på cirka fire procent af den danske del af Kattegat.

Fiskeri med garn, flydetrawl og tejner vil dog fortsat være tilladt i områderne, og der vil også være tilladelse til at udføre aktiviteter, der ikke fysisk griber ind i havbunden, for eksempel etablering af havbrug. 

 

Området ud for Sjællands Odde som Miljø- og fødevareministeriet har valgt at beskytte
Området ud for Sjællands Odde som Miljø- og fødevareministeriet har valgt at beskytte Foto: Miljø- og fødevareministeriet

 


Nyhedsoverblik