Ti dage efter svømmehallen i Asnæs, Odsherred, i al hast måtte lukkes omgående, fordi taget er i fare for at styrte sammen, er der nu med altovervejende sandsynlighed fundet en afklaring på fremtiden.
Byrådsmedlemmerne har nikket ja til at bruge 15,4 millioner kroner på at gennemrenovere taget, og borgmester Thomas Adelskov (S) har derfor på forhånd bedt administrationen om at sætte gang i arbejdet.
Helt formelt skal beslutningen godkendes på et byrådsmøde i november eller december af de samme folk, som har tilkendegivet deres støtte.
Det ville også være dumt at bruge to millioner kroner på en midlertidig foranstaltning
- Vi håber at kunne komme i gang først i det nye år, siger Thomas Adelskov (S), der har fundet flertallet på baggrund af et møde med de øvrige partiers gruppeformænd.
Det stod hurtigt klart, at svømmehallens tag ikke kunne repareres inden for de allerede bevillige midler til en vandskade på bygningen, hvor også byens idrætshal har til huse.
Lappeløsning blev valgt fra
Tirsdag i denne uge blev gruppeformændene i Odsherred så præsenteret for løsningsmulighederne for det svækkede svømmehalstag.
En løsning gik på at lukke hallen permanent. Denne blev dog hurtigt lagt til side, og i stedet blev to muligheder drøftet.
- Dels var der mulighed for en midlertidig løsning til to millioner kroner, som ville kunne holde i et par år, og derefter ville man så være nødt til at lave en gennemgribende renovering, forklarer borgmesteren og tilføjer:
- Og så var der den model, at gennemrenovere taget så hurtigt som muligt, forhåbentligt allerede i løbet af foråret. Det vil koste 15,4 millioner kroner.
Det er et enstemmigt byråd, der står bag aftalen. Og selvom det betyder, at svømmehallen vil være lukket et godt stykke ind i 2021, så er det slet ikke sikkert, at en midlertidig reparation havde gjort nedlukningen kortere.
- Det ville også være dumt at bruge to millioner kroner på en midlertidig foranstaltning, konstaterer borgmesteren.
Svømmetider sikret
Imens svømmehallens tag nu skal undergå en gennemgribende renovering, så er der indgået aftaler med svømmerne om at bruge svømmehallen i Vig.
- Vi havde også en udfordring i forhold til frømandskorpset, som bruger Asnæs Svømmehal til deres optagelsesprøver. Det skal de i gang med i næste uge, men det er der også fundet en løsning for, siger Thomas Adelskov og tilføjer:
- Det er selvfølgelig ikke optimalt, at der skal skubbes rundt på tiderne, men der er, som jeg forstår, fundet en fornuftig løsning, som alle kan leve med.
Vil låne til reperation
Pengene til reparationen af svømmehallen skal tilvejebringes gennem lån.
Hidtil har Odsherred Kommune valgt ikke at gøre brug af de lånemuligheder, der blev stillet til rådighed fra staten i forbindelse med corona-epidemiens hærgen.
- Vi havde valgt ikke at låne de penge, 13 millioner kroner, men i stedet tage dem op af kassen. Det bliver lidt vanskeligere nu. Derfor finder vi en løsning, hvor vi ser på de lånemuligheder, der er, forklarer borgmesteren.
Coronalånene løber i 10 år, imens Odsherred Kommune også har mulighed for at låne penge i op til 25 år.