Politiet anholdt mudret mand med én sko

Et vidne ringede tirsdag aften efter politiet, fordi de havde set en mand gå rundt på en mark ved Grevinge. De fandt ham mudret til og med kun én sko.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tirsdag aften kort før midnat fik politiet en anmeldelse om, at en mand gik rundt på en mark ved Grevinge i Nordvestsjælland, og at en knallert lå ved siden af ham.

Politiet kørte mod området, og undervejs traf patruljen en slingrede knallertkører på Nykøbingvej. Betjentene standsede knallerten, der blev ført af en 56-årig mand fra Jyderup.

Han havde mudder på bukserne og manglede i øvrigt den ene sko. Efter en alkometertest, der viste, at han var påvirket af alkohol, blev han anholdt og sigtet for spirituskørsel på knallerten.

Politiet snuppede knallerten

Han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og blev herefter løsladt. Politiet beholdt dog knallerten med henblik på senere konfiskation, fordi den 56-årige flere gange tidligere var blevet afsløret i spirituskørsel.

Han kan således forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagen om spirituskørsel og spørgsmålet om konfiskation af knallerten skal afgøres.


Nyhedsoverblik