Peter skaber stjernestunder med sin demente hustru

Søndag tager vi her på TV2 ØST hul på en miniserie om tid. I første afsnit møder vi Peter Løn, der forsøger at skabe værdifulde stunder med sin demente hustru.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tiden kan flyve, og tiden kan gå i stå, men tiden kan også forvitre, og minder kan forsvinde i glemsel.

Ulla og Peter Løn fra Grevinge i Odsherred har været gift i 40 år. For 12 år siden blev Ulla Løn diagnosticeret med demens. I dag husker hun intet fra sit tidligere liv.

quote Når man har med et demensramt menneske at gøre, så handler det om tålmodighed, langsommelighed og det der med at sætte farten endnu mere ned.

Peter Løn

Alligevel har Peter Løn sat sig for, at han vil dele så mange stjernestunder som muligt med sin kone. Selv om det var svært at se for sig i starten.

- Den dag, jeg afleverede hende på plejecentret, tænkte jeg: Nu er det bare slut. Vi har sagt farvel til hinanden, og der var jeg indstillet på, at jeg sikkert ikke skulle se hende igen, fortæller han i første afsnit af en miniserie på TV2 ØST, der handler om tid.

Kommer tættere på hinanden

Sådan gik det dog ikke. Han fandt i stedet på at bruge sin baggrund som naturvejleder til at planlægge ture ud i den lokale natur, som de ofte besøgte inden demenssygdommen.

I 40 år drev de et selvforsynende husmandssted, og arbejdet med dyrene og jorden var et fællesprojekt.

- Der duftede af frisk luft alle vegne, hvor hun var, fortæller Peter Løn om Ulla. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Ulla Løn genkender ikke længere sin mand, men han har sat sig for at skabe nogle fælles oplevelser for dem.
Ulla Løn genkender ikke længere sin mand, men han har sat sig for at skabe nogle fælles oplevelser for dem. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

Selv om hun ikke genkender ham, smiler hun, da han kigger forbi plejecenteret og inviterer hende med i Grevinge Skov. Han hjælper hende i tøjet og ud til bilen, mens han småsynger "I sne står urt og busk i skjul".

- Nå, har vi sådan en, siger Ulla Løn om bilen, mens Peter tålmodigt svarer og hjælper hende ind.

Læs også
Ny forskning: Trafikstøj øger risikoen for demens
Læs også
Ny forskning: Trafikstøj øger risikoen for demens

I de første otte år efter det stod klart, at det var demensen, der gjorde, at Ulla Løn fik sværere og sværere ved at klare helt almindelige dagligdagsting, boede hun hjemme. 

Herefter kom hun på plejecenter, og livet med en demensramt har på mange måder sat tingene i perspektiv. Blandt andet tid. 

- Det lyder mærkeligt, men det er som om, vi kommer tættere og tættere på hinanden. Når man har med et demensramt menneske at gøre, så handler det om tålmodighed, langsommelighed og det der med at sætte farten endnu mere ned. Jeg synes, jeg tog tingene meget stille og roligt engang, men her skal du helt ned i gear.

Endnu en stjernestund

Ulla og Peter Løns fælles minder fra et langt liv sammen deler de ikke længere. Til gengæld deler de en lang række af de stjernestunder, der opstår, når de sammen går på opdagelse i naturen.

- Se, hvad der er herinde. Der står noget skovmærke. Og du har jo lavet skovmærkekranse. Det er jo dem, der dufter så godt. Se, de står grønne hele vinteren. Er det ikke utroligt? siger Peter Løn til sin kone, der smiler bredt og siger "jo".

Artiklen fortsætter under billedet.

Når man har med et demensramt menneske at gøre, så handler det om tålmodighed og langsommelighed, fortæller Peter Løn.
Når man har med et demensramt menneske at gøre, så handler det om tålmodighed og langsommelighed, fortæller Peter Løn. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

- De dufter, tilføjer hun, og dagen har igen budt på en stjernestund for ægteparret.

- Det, der sker i det, jeg kalder stjernestunder, det er et nærvær og en intensitet, som jeg ikke har oplevet før. Når vi går ude i skoven, så er det jo en nonverbal kommunikation, og hvis Ulla bliver tændt på noget der, så kan der simpelthen ske det, at hun får sat nogle ord på, som hun normalt ikke kan. Så kommer der måske nogle enkelte ord, og hun kan begynde at fortælle. Det er stort, når sådan noget sker, siger Peter Løn. 

Ifølge Alzheimerforeningen lever cirka 85.000-90.000 mennesker i Danmark med en demenssygdom.


Nyhedsoverblik