Odsherred rydder op efter storme

Halvandet år efter to storme skabte kaos I Danmark, rydder de stadigvæk op I Odsherred Kommune. Flere steder er der bunker af træer, der skal ryddes op.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Odsherred Kommune er man gået i gang med den helt store oprydning af skovene. Efter stormene Bodil og Allan rasede i efteråret 2013, var en stor del af kommunens træer væltet. I Skærbyskoven var alene 3000 kubikmeter skov væltet.

- Det var noget nær dem alle sammen. De lå som et spil mikado, siger Lars Jespersen, der er vildtforvalter i Odsherred Kommune, foran en helt bar plet kun med træstubbe tilbage.

I over et år har Odsherred Kommune prøvet at finde midler til at gå i gang med det store oprydningsarbejde, dog uden held. I december lykkedes det dog endelig at lande en aftale.

- Når det sker nu, er det fordi, at nu kunne det lade sig gøre at finde nogle penge i budgetterne, samtidig med, at vi har fået nogle tilbud som har gjort det muligt for kommunen at få ryddet op efter stormene, siger Lars Jespersen.

I februar 2015 begyndte man så at rydde op i ialt seks områder i Odsherred Kommune og samle alle de væltede træer i bunker. Nu er man så gået i gang med sidste fase, hvor træerne skal laves om til flis og køres væk igen.

Det gør man også i Skærbyskoven, hvor en stor del af træerne i øjeblikket stablet på parkeringspladsen ned til Rørvig Stand. Netop derfor vil man gerne snart være færdig.

- Lige om lidt er det badevejr og parkeringspladsen skal bruges til gæster, der skal ned til stranden, siger Lars Jespersen.

Kommunen forventer at kunne præsentere de pænere og endnu bedre skove sidst i juni.

- Det bliver en bedre og mere publikumsvenlig skov, siger Lars Jespersen.

I 2013 var Allan den storm der væltede flest træer. Her væltede over 500 træer.


Nyhedsoverblik