Obducent i retten: Pædagog døde efter 16 knivstik og snitsår i armen og brystkassen

Retten i Holbæk fortsætter drabssag mod 20-årig psykisk syg, der er tiltalt for at slå pædagog ihjel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

16 gange blev den 29-årige Yamma Ahamadzai snittet og stukket i armen og brystkassen, inden han døde.

Det kommer frem, da en obducent fra Retsmedicinsk Institut vidner i Retten i Holbæk i sagen om drabet på socialpædagogen, der den 30. december sidste år mistede livet, mens han var på arbejde på bostedet Ørbækskilde i Fårevejle.

En nu 20-årig psykisk syg mand sidder tiltalt for drabet. I retten har han erkendt, at det var ham, der stak pædagogen med en kniv. Den unge mand nægter sig dog skyldig i manddrab, som han er tiltalt for, til gengæld erkender han vold med døden til følge. Ifølge den 20-årige tidligere beboer på Ørbækskilde var det nemlig ikke hans hensigt at slå pædagogen ihjel, blot ville han stikke ham i armen.

Yamma Ahamadzai ender dog med at dø af de 16 knivstik og snitsår, der er fordelt over venstre arm, højre hånd og venstre side af kroppen. Det var, fortæller obducenten under fredagens retsmøde, et af stikkene i venstre side af brystkassen, der endte med at koste ham livet, da kniven gik gennem den afdødes lunge og hjerte.

Patologen fortæller i dag i retten, at dødsårsagen med stor sandsynlighed er forblødning.

Den nu 20-årige mand, der i dag sidder på anklagebænken, har tidligere forklaret i retten, at det var en længere konflikt mellem ham og socialpædagogen, der førte til, at han stak Yamma Ahamadzai ihjel med den springkniv, han de seneste måneder altid bar i lommen, når Ahamadzai havde vagten på Ørbækskilde. 

Ifølge den tiltalte, fordi han var bange for pædagogen, som stillede store krav og var konfliktsøgende. Under sin forklaring i Retten har han fortalt, at pædagogen, umiddelbart før den tiltalte trak kniven, skubbede ham ned på jorden under en konflikt. Ifølge den tiltalte tog han lynhurtigt sin kniv frem for at stikke pædagogen i armen.

Obducenten kan under fredagens retsmøde ikke afvise, at knivstikket i brystkassen, der forårsagede Yamma Ahamadzais død, kan være påført af tiltalte i forbindelse med, at den afdøde prøvede at afværge knivstikkene og dermed løftede armen. Obducenten beskriver ligeledes, hvordan der ikke nødvendigvis har været et kraftigt tryk bag det knivstik, der forårsagede Yamma Ahamadzais død, da det 10 centimeter lange knivsblad udelukkende er trængt igennem bløddele.

Viste tegn på liv

Det var en forbipasserende, der så Yamma Ahamadzai ligge livløs i vejkanten, da han kom kørende ad Riisvej, og han stoppede straks bilen for at hjælpe.

Han forklarer i dag i retten, hvordan den afdøde lå livløs på maven med armene ned lang siden. Vidnet forklarer ligeledes, hvordan han senere stoppede en anden bil, med en mand og en kvinde i, der straks ringede efter en ambulance. Herefter viste den nu afdøde Yamma Ahamadzai tegn på liv ved at vende sig om på ryggen.

Læs også
Medarbejder blev dræbt på bosted - retssagen begynder i dag
Læs også
Medarbejder blev dræbt på bosted - retssagen begynder i dag

Vidnet fortæller, hvordan han kunne se blod på den afdøde, og at han sammen med den anden mand begyndte at udøve førstehjælp. Senere kom en ambulance til stedet. Ifølge et ambulancenotat arbejdede falckredderne i 45 minutter på at forsøge at redde den livløse socialpædagog, men kl. 15:57 blev han erklæret død.

VIDEO: Efter 29-årige Yamma Ahamadzai blev dræbt på sit arbejde, var der demonstration ved bostedet, hvor hans bror blandt andet deltog. 


Ingen tidligere voldsdomme

Den tiltalte har boet på det sociale botilbud Ørbækskilde siden 2019.

Den tiltalte fortæller i retten, at han blev diagnosticeret som paranoid skizofren som 15-årig, og siden den gang har han flere gange været indlagt i psykiatrien. Den tiltalte fortæller også, at han flere gange har forsøgt at få hjælp.

Der er på grund af sagens alvorlige karakter udarbejdet en mentalundersøgelse af den 20-årige mand. Her bliver det slået fast, at man må antage, at tiltalte er sindssyg og var det også i øjeblikket, hvor knivstikkeriet fandt sted.

Læs også
Nye oplysninger i drabssag – ville køre 19-årig beboer til corona-test og blev dræbt
Læs også
Nye oplysninger i drabssag – ville køre 19-årig beboer til corona-test og blev dræbt

I den mentale vurdering anbefales det ligeledes, at han ved dom bør anbringes på en psykiatrisk afdeling.

Under fredagens retsmøde læser den tiltaltes forsvarer Erbil Kaya op fra et påbud, givet til Ørbækskilde af Arbejdstilsynet umiddelbart efter knivstikkeriet. Her fremgår det, at bostedets ledelse har udsat de ansatte for stor fare, eftersom de både har arbejdet alene sammen med psykisk ustabile voksne, der er udadreagerende, ligesom bostedet ikke har sikret, at beboerne ikke havde adgang til for eksempel køkkenknive.

Der forventes dom i sagen onsdag den 15. september.


Nyhedsoverblik