Nyt universitet i udkanten

Udkantsuniversitet åbner nu i Odsherred.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mandag 5. januar slår UdkantsUniversitetet dørene op i Odsherred, skriver dagbladet Nordvestnyt.
 
Det nye uddannelsestilbud vil sætte den enkelte studerende og praksis i centrum.
 
Bag projektet står stifterne Josephine Plass-Nielsen og Jacob Antvorskov, Vallekilde, i samarbejde med Vallekilde Højskole, Odsherreds Gymnasium, Odsherred Folkeuniversitet, Aftenskolernes Samråd i Odsherred, Scenekunstens Udviklingscenter, Mangfoldighedskontoret, Den Rytmiske Højskole samt Vallekilde-Hørve Gymnastikforening.
 
Nye studerende er optaget, når de har udfyldt et studiekort, der kan downloades på universitetets hjemmeside. Der opkræves ingen betaling.
 
- Du printer selv studiekortet ud og skriver på det, hvad der er, du vil lære. Så skriver du under på, at du er motiveret for læring og har de nødvendige ressourcer - det kunne være grej og især tid, og det er det, fortæller medstifter Jacob Antvorskov til avisen.
 
Forløbene afsluttes med en eksamen, og der udskrives diplom.
 
UdkantsUniversitetet arbejder, ifølge Jacob Antvorskov, på ECTS-akkreditering, så eksaminer fra UdkantsUniversitetet vægtes lig eksaminer i det eksisterende uddannelsessystem.
 
- Jeg har fået et par forespørgsler allerede. Der var én, der undrede sig over, man ikke længere kan blive pottemager i Danmark, fortæller initiativtager Jacob Antvorskov til Nordvestnyt.


Nyhedsoverblik