Ny Dragsholm-kok vinder prestigefyldt talentkonkurrence: - Det er megafedt

Souschef på Dragsholm Slot, Amanda Grønning, er vinder af talentkonkurrencen Rising Star under den prestigefyldte kokkekonkurrence Sol over Gudhjem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der var ingen tvivl, da først pointene var delt ud. Der kunne kun være én vinder – og med længde ned til nummer to.

I går rullede finalen i første udgave af Rising Star over skærmen på TV 2/Bornholm – en talentkonkurrence for unge kokke under den prestigefyldte Sol Over Gudhjem-konkurrence.

Og vinderen blev 27-årige Amanda Peldrup Grønning, der siden årsskiftet har haft titlen som souschef på Dragsholm Slot i Hørve på Nordvestsjælland.

- Det var megafedt, det ville da være at lyve at sige andet. Det var megasejt, siger den unge kok.

Hun vandt konkurrencen med 61 point ned til andenpladsen. Til sammenligning var der blot 35 point mellem nummer to og fjerdepladsen.

Præmien lød på 20.000 kroner og en gastronomisk inspirationstur til Torino i Italien.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det var Amanda Peldrup Grønnings første kokkekonkurrence. Udover at koncentrere sig om maden, skulle hun svare på spørgsmål samtidigt i programmet, som TV 2/Bornholm lavede.
Det var Amanda Peldrup Grønnings første kokkekonkurrence. Udover at koncentrere sig om maden, skulle hun svare på spørgsmål samtidigt i programmet, som TV 2/Bornholm lavede. Foto: Sol Over Gudhjem

Håber at gøre opmærksom på sig selv

Sol Over Gudhjem er – udover en bornholmsk egnsret med røget sild og rå æggeblomme – Danmarks største kokkekonkurrence, som har været afholdt på solskinsøen siden 2009.

Kokke fra landets bedste restauranter har dystet i konkurrencen, som er blevet vundet af navne som Kenneth Toft-Hansen, der i 2019 vandt det uofficielle verdensmesterskab for kokkekunst Bocuse D’Or og Henrik Jyrk, der har arbejdet på adskillige Michelin-restauranter i ind- og udland.

Læs også
Efter 13 år i Slotskøkkenet – Odsherreds stjernekok takker af
Læs også
Efter 13 år i Slotskøkkenet – Odsherreds stjernekok takker af

I år har konkurrencen så for første gang fået en særskilt konkurrence for talenter under 30 år, og debutvinderen håber, at prisen giver genklang i de store køkkener.

- For på et tidspunkt er der jo en ny generation af kokke, som også gerne vil frem mellem alle de store, og hvis det her kan hjælpe til med det, vil det da være dejligt, siger Amanda Peldrup Grønning.

- Og så var det første gang, jeg deltog i en konkurrence, så det var jo også en kæmpe oplevelse og noget, der er med til at udvikle mig som kok, fortsætter hun.

De tre andre deltagere i konkurrencen var Luca Alticozzi fra Henne Kirkeby Kro, Kasper Klitten Byrsing fra Restaurant Sletten og Eigil Bundsgaard Jensen fra Hotel Frederiksminde.

Amanda Peldrup Grønnings vinderretter

Hovedret:

Stegt ribeye af ungokse fra Friland serveret med palmekål, kålskud og urtesmør med stegtlardo fra Dyrbar hertil blanquettesauce med Saaz Blonde fra Jacobsen.

Dessert:

Karamel-/chokolademousse fra Cacao Barry med brunet smør, pisket Kefirfermenteret fløde fra Arla Unika. Kaffeis, lavet på Alteco bønner fra Lavazza. Lune berliner, lavet på durummel fra Bornholms Valsemølle og æg fra Frostegaard serveret med trøfler og syltede grankogle.

Kilde: Sol Over Gudhjem / www.sogk.dk


Alle deltagerne skulle lave en hovedret og en dessert ud fra nogle forudbestemte ingredienser – blandt andet flere lokale bornholmske. Et dommerpanel bestående af fire tidligere vindere af Sol Over Gudhjem bedømte retterne og gav point i flere kategorier.

- Jeg lavede noget, der var ret simpelt, og som jeg vidste ville smage ret godt. Jeg tror, det var ret afgørende, at jeg afleverede hovedretten til tiden. Og så tænker jeg da, at jeg vandt, fordi jeg lavede den bedste mad, siger Amanda Peldrup Grønning.

Der blev trukket point fra deltagere, som ikke afleverede retterne til tiden.

Artiklen fortsætter under billederne.

Amanda Peldrup Grønnings hovedret var stegt ribeye af ungokse fra Friland serveret med palmekål, kålskud og urtesmør med stegtlardo fra Dyrbar hertil blanquettesauce med Saaz Blonde fra Jacobsen.
Amanda Peldrup Grønnings hovedret var stegt ribeye af ungokse fra Friland serveret med palmekål, kålskud og urtesmør med stegtlardo fra Dyrbar hertil blanquettesauce med Saaz Blonde fra Jacobsen. Foto: Sol Over Gudhjem
Amanda Peldrup Grønnings dessert var kaffeis, lavet på Alteco bønner fra Lavazza. Lune berliner, lavet på durummel fra Bornholms Valsemølle og æg fra Frostegaard serveret med trøfler og syltede grankogle
Amanda Peldrup Grønnings dessert var kaffeis, lavet på Alteco bønner fra Lavazza. Lune berliner, lavet på durummel fra Bornholms Valsemølle og æg fra Frostegaard serveret med trøfler og syltede grankogle Foto: Sol Over Gudhjem

Glæder sig til at komme i gang på Dragsholm

Amanda Peldrup Grønning blev ansat som souschef på Dragsholm Slot 1. janaur i år. I efteråret 2020 sagde køkkenchef Claus Henriksen stop efter 13 år som styrmand i den nordvestsjællandske gourmet-restaurant, der siden 2017 har haft en enkelt Michelin-stjerne.

Dermed var vejen banet for en ny chef i det fine køkken, og valget faldt på Jeppe Foldager, der blandt andet har været køkkenchef i Kanalen i København og Alberto K, hvor han oplærte Amanda Peldrup Grønning, som altså nu har fulgt sin lærermester til Odsherred.

- Dragsholm Slot er sådan et sted, hvor jeg altid har haft lyst til at arbejde. Det har en virkelig fin historie, og man kan komme tæt på de råvarer, man arbejder med til dagligt, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Dragsholm Slot ligger i Hørve i Odsherred Kommune. Slottets restaurant har siden 2017 haft en Michelin-stjerne.
Dragsholm Slot ligger i Hørve i Odsherred Kommune. Slottets restaurant har siden 2017 haft en Michelin-stjerne. Foto: Dragsholm Slot

Selvom det unge kokketalent nu har smagt sejrens sødme, og da også har personlige mål på sigt, så tripper hun i første omgang til at komme i gang med sit ”nye” arbejde på Dragsholm Slot, som indtil nu har været sat på pause på grund af coronarestriktioner.

- Lige nu er det jo drømmen, og jeg glæder mig virkelig meget til det, og så må man jo se, hvad der sker. Lige nu er jeg bare virkelig glad for at skulle arbejde deroppe, lyder det.

Som en del af den nyeste genåbningsplan, står restauranter til at måtte åbne for indendørsservering igen fra 6. maj.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nyhedsoverblik