Nina blev antastet af mistænkelig indsamler – politiet advarer og beder om tips

Flere personer i Nordvestsjælland har oplevet at blive antastet af mistænkelige indsamlere. Politiet advarer mod dette og beder om tips.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nina Oxdam havde netop parkeret sin bil i går, da en mand henvendte sig til hende på parkeringspladsen ved Rema 1000 i Fårevejle.

- Det var en lidt mørklødet fyr i helt normalt tøj og mundbind, som stod og sagde nogle lyde, fortæller hun.

Manden viste med nogle papirer, at han samlede penge ind.

- Der stod noget med ”vi er nogle unge fysisk og psykisk handicappede, der søger tilskud til et hus”, og så tænkte jeg, at det vil jeg da gerne hjælpe med, beretter Nina Oxdam.

Hun havde dog ikke nogen kontanter på sig og spurgte, om manden tog imod MobilePay til indsamlingen. Det indikerede han dog med sine lyde, at han ikke gjorde.

- Så jeg sagde, at han lige måtte vente, til jeg havde handlet, så jeg kunne hæve penge, lyder det fra Nina Oxdam.

Politiet advarer

Nina Oxdam er langt fra den eneste, der på det seneste er blevet antastet af en eller flere personer, der med en noget usædvanlig opførsel forsøger at samle penge ind.

Faktisk har Midt- og Vestsjællands Politi modtaget adskillige anmeldelser om en mand og en kvinde, der gør netop dette på forskellige parkeringspladser ved dagligvarebutikker i det nordvestsjællandske.

- De går rundt med nogle hjemmelavede sedler om indsamling til handicappede børn i udlandet. Nogle gange har manden ikke sagt noget, men bare mumlet, og set fra politiets side kunne det tyde på, at han vil sløre, at han er udlænding, siger Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi.

Artiklen fortsætter under billedet.

Midt- og Vestsjællands Politi advarer mod en mand og en kvinde, der forsøger at samle penge ind.
Midt- og Vestsjællands Politi advarer mod en mand og en kvinde, der forsøger at samle penge ind. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Han opfordrer folk til at være opmærksomme på indsamlingerne, da pengene muligvis slet ikke havner hos handicappede børn, som det ellers bliver fortalt.

Læs også
Politi advarer mod mistænkelige indsamlere
Læs også
Politi advarer mod mistænkelige indsamlere

Blandt andet hæfter han sig ved, at mange lovlige indsamlinger i dag har MobilePay eller lignende elektronisk overførsel som en naturlig mulighed.

- I dag ved vi jo, at donationer til lovlige indsamlinger kan foregå på MobilePay. Så når det ikke kan lade sig gøre, er der ekstra grund til at være opmærksom, siger Martin Bjerregaard.

Beder om hjælp

Nina Oxdam hævede faktisk penge, som hun ville give til manden, når hun var færdig med at handle. Men da hun kom ud af butikken var manden væk. I dag græmmer hun sig over, at hun var ved at hoppe i med begge ben.

- Det er simpelthen så dumt, at det er dumt 10 gange, siger hun og håber, at hun ved at fortælle om sin oplevelse kan medvirke til, at andre ikke lader sig narre.

Hun anede selv uråd efterfølgende og tog kontakt til politiet.

Midt- og Vestsjællands Politi ser meget gerne, at man følger Nina Oxdams eksempel og tipper dem, hvis man møder det omtalte par, der forsøger at samle penge ind.

Ifølge flere vidner kører parret i en sølvgrå bil.

- I det ene tilfælde har vi fået oplysninger om, at der var en udenlandsk nummerplade – muligvis fra Rumænien – på den her bil, uddyber Martin Bjerregaard.

- Så har man nogen oplysninger om sådan en bil kombineret med en ulovlig indsamling begået af en mand og en kvinde midt i 30’erne, så tip politiet, lyder hans opfordring.

Man kan kontakte politiet med oplysninger i sagen på telefon 1-1-4.


Nyhedsoverblik