Netto på Torvesvinget i Vig blev tirsdag aften udsat for røveri.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, der modtog en anmeldelse om røveriet omkring kl. 19.50.
Ifølge politiet henvendte gerningsmanden sig til personalet ved en af kasserne, hvor han, uden at anvende våben, krævede at få kassebeholdningen udleveret. Dernæst gik han videre til en anden, som han brækkede op og tog pengene fra. Efterfølgende forlod han stedet i ukendt retning. Det er endnu ikke klarlagt, hvor stort et beløb, der blev stjålet fra butikken.
Hører gerne fra vidner
Midt- og Vestsjællands Politi har intet konkret at gå efter pånær signalementet af manden. Han beskrives som:
- 180 centimeter høj
- Almindelig af bygning
- Dansktalende
- Iført sort fleecejakke, jeans, sorte gummisko med hvide såler og hue med huller til øjnene, der var trukket ned over ansigtet
Har du oplysninger i sagen, hører politiet gerne fra dig. De kan kontaktes på telefon 114.