Naboklage afvist: Streetfood-marked er et skridt nærmere en realitet

Planklagenævnet har nu afvist en naboklage over Strandlyst Streetfood. Streetfoodplanerne er nu et skridt nærmere en realitet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tonny Lynge kan ånde lettet op, efter det onsdag kom frem, at Planklagenævnet har afvist en naboklage over Strandlyst Streetfoods landzonetilladelse. Det skriver sn.dk.

Tonny Lynge skulle have åbnet Strandlyst Streetfood for madglade gæster den 4. juni 2021 på Lyngvej i Vig, men i sidste øjeblik tikkede en naboklage ind, der satte en midlertidig stopper for planerne. 

- Det betyder både noget for mig, men også for hele området, fortæller Tonny Lynge, ejer af Strandlyst Streetfood efter dagens afgørelse.

- Hvis vi bliver ved med at blive bremset i udviklingen, synes jeg, at hele Lyngvejen dør ud, og jeg synes, at der mangler noget liv dernede.

quote Lad det nu få en chance, så må vi jo nedlægge det, hvis det ikke kan køres som de har fået tilladelse til

Steen Olesen, nabo

Steen Olesen er nabo til den grund, hvor Strandlyst Streetfood efter planen skal stå, og han har været meget imod opførelsen af markedet på Lyngvej. Men han har valgt at acceptere Planklagenævnets afgørelse.

- Jeg er okay med, at der sker noget herude, men jeg er ked af, hvis det skal give ballade. Hvis du kigger på streetfood ude i Rørvig, så er der så meget ballade, og der holder biler alle vegne. Der er sat en skilteskov op og så mange afspærringspæle, hvor man ikke må holde. Sådan vil jeg jo nødig have, at det skal se ud, hvor jeg bor, siger Steen Olesen.

- Lad det nu få en chance, så må vi jo nedlægge det, hvis det ikke kan køres, som de har fået tilladelse til.

Steen Olesen bliver nabo til Strandlyst Streetfood og har valgt at acceptere afgørelsen.
Steen Olesen bliver nabo til Strandlyst Streetfood og har valgt at acceptere afgørelsen. Foto: TV2 ØST

Landzonetilladelse

I landzone kræver det som udgangspunkt en landzonetilladelse at:

- foretage udstykning

- opføre nyt byggeri

- ændre anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer.

Det er kommunalbestyrelsen, som er myndighed, og som ved den enkelte ansøgning skal foretage en konkret afvejning i forhold til de mange hensyn, der ligger bag landzonebestemmelserne. Kommunalbestyrelsens afgørelse kan påklages til Planklagenævnet.

Klide: planinfo.erhvervsstyrelsen.dk

Økonomiske konsekvenser

Tidligere lå der både et diskotek og en restaurant på Lyngvej i Vig, men efter restauranten brændte ned, opstod planerne om streetfood på adressen. 

Efter klagen åbnede de på en midlertidig adresse med en seks ugers tilladelse, hvilket er under en fjerdedel af den sæson, de skulle have haft åbent.

- Det har uden tvivl haft store økonomiske konsekvenser, hvor man skal vende og dreje hver en krone. Og samtidig er det lidt som om, at man træder vande uden helt at vide, om man skal gå til højre og venstre, siger Tonny Lynge.

Læs også
Naboklage bremsede drømmen - nu åbner Strandlyst Streetfood alligevel til sommer
Læs også
Naboklage bremsede drømmen - nu åbner Strandlyst Streetfood alligevel til sommer

- Jeg er ikke nervøs for at åbne. Jeg er mere nervøs for naboskabet, man skal have. Jeg tænker, at der kan blive en storm af klager overalt.

Byggetilladelse mangler stadig

Selvom Planklagenævnets afgørelse er et stort skridt nærmere at få etableret Strandlyst Streetfood på Lyngvej, så fortæller Tonny Lynge, at kampen endnu ikke er helt slut. Nu skal byggetilladelsen færdigbehandles, før gæster kan besøge streetfoodmarkedet.

- Da jeg modtog brevet om, at sagen var afgjort, tænkte jeg, så kan vi gå i gang med det samme, men det kan vi slet ikke. For nu falder sagen tilbage på kommunens bord, og så skal de færdigbehandle byggesagen, siger Tonny Lynge, der håber, at det er et spørgsmål om en formalitet.

quote Hele konceptet og hele planlægningen var tiltænkt fra starten, så det bliver en kæmpe forløsning at åbne

Tonny Lynge

Odsherred Kommune forsikrer også om, at der ikke burde være noget til hinder for, at  byggetilladelsen tikker ind af brevsprækken inden for en overkommelig tidsramme. 

Da sæsonen allerede er for langt henne, regner Tonny Lynge først med at åbne sit street food-marked på Lyngvej i Vig i 2023-sæsonen.

- Det bliver jo vildt godt, fordi så er det, som det skulle have været. Hele konceptet og hele planlægningen var tiltænkt fra starten, så det bliver en kæmpe forløsning at åbne, siger Tonny Lynge.


Nyhedsoverblik