Medarbejder blev dræbt på bosted - retssagen begynder i dag

Retten i Holbæk skal over tre dage afdække, om en 19-årig beboer havde til hensigt at dræbe en medarbejder på bostedet Ørbækskilde i Fårevejle.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 30. december 2020 er en mørk dag i bostedet Ørbækskildes historie. 

Denne dag tager den 29-årige Yamma Ahamadzai som sædvanligt fra sin lejlighed, som han deler med en ven, til Fårevejle i Odsherred for at passe på de psykisk sårbare voksne, der bor på institutionen Ørbækskilde. Men i stedet for bare at passe sit arbejde bliver Yamma Ahamadzai stukket ihjel med en kniv, og ender med at dø af to knivstik, han bliver påført i venstre side i brystkassen.

Fredag begynder retssagen mod en nu 20-årig mand ved Retten i Holbæk. 

Her skal anklager Hanne Christensen fra Midt- og Vestsjællands Politi vise, at det dels er den tiltalte tidligere beboer på Ørbækskilde, der lige udenfor bostedet stikker Yamma Ahamadzai to gange i brystet med kniven, så han afgår ved døden, og dels at den tiltalte i gerningsøjeblikket havde til hensigt at dræbe den medarbejder, der var ansat til at passe på ham og de øvrige beboere. 

Den tiltalte nægter sig ifølge anklageren skyldig i drab.

Det skete der

Store dele af sagen har været belyst. TV2 ØST har tidligere fået aktindsigt i bostedets redegørelse af hændelsesforløbet gennem Socialtilsyn Øst.

På Ørbækskilde i Fårevejle er der på årets andensidste dag indskrevet i alt fem beboere. Bostedet er opdelt på to separate adresser, som ligger på henholdsvis Riisvej og Bøgebjergvej, der er cirka fem minutters kørsel imellem de to huse.

VIDEO: Efter 29-årige Yamma Ahamadzai blev dræbt på sit arbejde, var der demonstration ved bostedet, hvor hans bror blandt andet deltog. 

Onsdag den 30. december møder to medarbejdere ind på vagt om morgenen. Den ene er Yamma Ahamadzai, der vælger at passe beboerne på Riisvej. Den anden medarbejder er primært at finde på Bøgebjergvej.

To gange denne dag ønsker forskellige beboere på Riisvej at købe cigaretter, og Yamma Ahamadzai tilbyder sig begge gange som chauffør. Den første gang går det godt. Yamma Ahamadzais kollega taler med den nu tiltalte mand, mens de andre er kørt efter cigaretter. Den unge mand er i udmærket humør. Men anden gang, Yamma Ahamadzai sammen med et par beboere kører efter cigaretter, går noget galt.

Beboer uden opsyn bliver ophidset og råber

Klokken 14.05 kører Yamma Ahamadzai de to beboere til tanken efter cigaretter. Imens kører kollegaen tilbage til de andre beboere på Bøgebjergvej, han har dog talt med den nu tiltalte unge mand, og sikret sig, at han er ok.

Læs også
Nye oplysninger i drabssag – ville køre 19-årig beboer til corona-test og blev dræbt
Læs også
Nye oplysninger i drabssag – ville køre 19-årig beboer til corona-test og blev dræbt

Klokken 14.15 ringer den tiltalte til Yamma Ahamadzais kollega, der altså nu er alene på Riisvej sammen med en anden beboer. Den unge mand er vred og råber. Kollegaen kan høre, at den nu tiltalte mand vælter ting i baggrunden, inden samtalen bliver afbrudt.

Omkring klokken 14.30 kommer Yamma Ahamadzai tilbage til Riisvej sammen med de to beboere. Han taler med sin kollega og fortæller, at den unge opfarende mand ganske vist har væltet nogle stole, men at der er ro på afdelingen igen. Roen varer dog ikke længe.

Ville køre tiltalt til coronatest

Ifølge en redegørelse, Social- og Ældreministeriet har udarbejdet, skal Yamma Ahamadzai derefter køre den 19-årige mand hen til et testcenter, så han kan få en corona-test. Den 19-årige ønsker i stedet at blive kørt af en anden medarbejder. Dette lader sig ikke gøre, hvorefter beboeren bliver vred og går til sit eget værelse, fremgår det af redegørelsen.

Hvad der derefter præcist er sket, kan retssagen i Retten i Holbæk formentlig kaste lys over. Vi ved, at kollegaen på Bøgebjergvej klokken 15.10 bliver ringet op af en af de andre beboere på Riisvej, der fortæller, at der har været et knivstikkeri. Da kollegaen ankommer til stedet, er en ambulance allerede på adressen. Yamma Ahamadzai ligger blødende udenfor bostedet på Riisvej, men selvom der bliver ydet førstehjælp, og Yamma Ahamadzai derefter bliver bragt til sygehuset, står han ikke til at redde, og afgår ved døden.

Læs også
Socialminister om drab på bosted: - Der skal ske noget
Læs også
Socialminister om drab på bosted: - Der skal ske noget

Ganske kort tid derefter bliver beboerne på Ørbækskilde afhørt, og dagen efter bliver den dengang 19-årige sigtet for drabet og varetægtsfængslet.

Efter drabet kritiserer blandt andet Fagforeningen FOA og Socialpædagogernes fagforening, at medarbejderne på Ørbækskilde arbejder alene i hver deres hus på bostedet, og at medarbejderne ikke bærer overfaldsalarmer. Desuden er det kommet frem, at der tidligere har været flere voldsomme og voldelige episoder på Ørbækskilde, som hverken Socialtilsyn Øst eller Arbejdstilsynet har reageret på.

VIDEO: FOA krævede efter drabet politisk handling.

Beboere har adgang til knive

Dagen efter drabet besøger Arbejdstilsynet igen bostedet, denne gang udløser besøget to strakspåbud. Det ene, fordi det viser sig, at beboerne har fri adgang til et køkken, hvor der ligger usikrede knive i ulåste skuffer. Ifølge anklageskriftet anvender den nu 20-årige tiltalte dog springkniv og ikke en køkkenkniv, da han stikker Yamma Ahamadzai i brystet.

Det andet strakspåbud omhandler det faktum, at medarbejderne på Ørbækskilde i princippet arbejder alene, fordi deres kollega vil være på bostedets anden adresse. Tilrettelæggelsen af arbejdet kritiseres af Arbejdstilsynet og udløser altså et påbud.

- Vi vurderer, at alene-arbejde med beboerne med kendt udadreagerende adfærd, ikke er planlagt, tilrettelagt og udført, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, står der i påbuddet.

Læs også
Blev dræbt af knivstik på bosted – i dag blev 29-årige Yamma begravet
Læs også
Blev dræbt af knivstik på bosted – i dag blev 29-årige Yamma begravet

Den tiltalte har, ifølge den redegørelse, Socialtilsyn Øst har lavet, ikke tidligere haft voldelig adfærd på Ørbækskilde, til gengæld har han været udadreagerende ved at ødelægge inventar.

Nu er det så Retten i Holbæk, der skal vurdere, om den 20-årige mand, der havde været indskrevet på Ørbækskilde siden den 18. december 2019, dræbte Yamma Ahamadzai, og om han derudover havde til hensigt – altså såkaldt ”forsæt til” – at slå Yamma Ahamadzai ihjel. Sagen behandles over tre dage i september. Udover drabet på Yamma Ahamadzai er den 20-årige tiltalt for vold og for at være i besiddelse af en ulovlig springkniv, mens han opholdt sig på Ørbækskilde.

Der falder efter planen dom i sagen den 15. september.


Nyhedsoverblik