Lover bedre dækning i Odsherred

På en konference i Nykøbing Sjælland blev der givet løfter om bedre mobil- og internetdækning i Odsherred Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En helt ny undersøgelse fra Odsherred Erhversråd viser, at der fortsat er store problemer med bredbåndsdækning og mobilsignal i Odsherred.

400 borgere har svaret. 60 procent oplever lavere hastighed end lovet, halvdelen oplever jævnligt problemer med mobildækningen og 30 procent kan ikke få leveret den hastighed de ønsker.

Nu skal der gøres noget ved problemerne. Derfor var borgere, virksomheder politikere og telebranchen onsdag samlet til konference i Nykøbing Sjælland. 

Her lovede borgmesteren forbedringer.

- Vi giver teleselskaberne lov til gratis at stille telemaster op på kommunens grunde. Desuden er vi ved at søge en statslig lånepulje, så vi kan opsætte master og kabelrør i kommunen og stille dem til rådighed for teleselskaberne, siger Thomas Adelskov (S).

Landets største teleselskab ser frem til bedre samarbejde med kommunen og lover, at det vil komme kunderne til gavn.

- Med de planer, vi har nu, er der ingen tvivl om, at kunderne vil opleve forbedringer både på det kabelbaserede net og på mobilnettet, siger Henning Sørensen, chefkonsulent i TDC,

Han lover, at der visse steder i kommunen allerede inden 2015 vil være mærkbare forbedringer.

Det ser også ud til, at en række virksomheder fra Odsherred vil danne et indkøbsfællesskab for dermed at kunne lægge mere pres på udbyderne for at få bedre og billigere forbindelser.


Nyhedsoverblik