Lokal talentpris ender i hovedstaden

Den Rytmiske Højskole og Vig Festival uddeler hvert år en musisk talentpris. I år blev vinderen det jysk-københavnske band Collider.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Traditionen tro uddelte Den Rytmiske Højskole og Vig Festival i fællesskab Årets Talentpris under Spil Dansk-ugen.

Og i år tilfaldt prisen det jysk-københavnske band Collider – alle medlemmer er fra Jylland, men bosat i hovedstaden.

- Det er en stor kadeau, for det er mega seje dommere fra instanser, vi virkelig respekterer, der har givet os prisen. Det er virkelig dejligt at vide, at de har hørt vores musik og godt kunne lide det, siger Troels Damgaard Christensen fra Collider.

Vil danse og på højskole

I dommerkomitéen sad blandt andet Casper Hegstrup, der er vært på DR P6 Beat, og han lagde følgende til grund for valget af Collider som vinder af prisen:

- Musikken er meget progressiv og meget interessant. Genren, spørger du? Det ved jeg ikke - men jeg vil på en måde gerne danse til det og gå på højskole. Det her band vil frem i bussen – de spiller med 200 procent i intensitet.

Arrangementer er som sagt en tilbagevendende begivenhed, som er vigtig for lokalområdet, fortæller forstander ved Den Rytmiske Højskole, Lars Gjerlufsen.

- Selve talentprisen er til hele Danmark, for alle kan være med. Men lokalområdet kan møde bandet på Vig Festival næste år, og de er også indbudt i aften. Vi vil gerne have de lokale folk her ud og se og tage del i det, vi laver, fortæller han.

Penge åbner muligheder

Vinderne af prisen får 15.000 kroner, og det har stor betydning for et upcoming band som Collider, fortæller Marie Nyhus Janssen, der er med i bandet.

- På det her tidspunkt i vores karriere tjener vi ikke penge på musikken. Vi skal selv betale for alt. Så de her penge kan give os nogle nye muligheder, siger hun.

Collider beskriver sig selv som et 90’er inspireret progressivt shoegazer punkpop band.


Nyhedsoverblik