Lille by laver træningscenter uden vægge ved byens station 

Træningsredskaber for 125.000 kroner skal skabe liv i den lille by Nr. Asmindrup i Odsherred. 

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Træningsredskaber i det åbne byrum – eller rettere: I et lille grønt område ved en befærdet sti skal være med til at sætte ekstra fart på motionen og velvære i Nr. Asmindrup i Odsherred. 

quote Vi havde lyst til at gøre noget for byen. Og det skulle gerne være med til at give byen en lidt ny profil

Jeanne Larsen,  formanden for Nr. Asmindrup Land og Bylaug

Den lille by har således opstillet træningsredskaber for 125.000 kroner i en lille park nær byens station. De åbnede i fredags.

- Vi havde lyst til at gøre noget for byen. Og det skulle gerne være med til at give byen en lidt ny profil. Vi er et meget aktivt bysamfund, og det her er bare den seneste tilføjelse til det, siger formanden for Nr. Asmindrup Land og Bylaug, Jeanne Larsen, til TV2 ØST. 

Bylauget har fået støtte fra fonde og legater til at opstille redskaberne. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan ser et af træningsredskaberne i byen ud. Snore og balloner stammer fra indvielsen af pladsen i fredags.
Sådan ser et af træningsredskaberne i byen ud. Snore og balloner stammer fra indvielsen af pladsen i fredags. Foto: Asmindrup Land og Bylaug

Centralt i byen

De nye træningsredskaber er stillet op på et sted kaldet “byens bakke” i den lille stationsby. Det ligger tæt ved en sti, hvor den meste gående og cyklende trafik til og fra byens station passerer. 

Der er tale om tre forskellige workoutredskaber, der er samlet i det, som lauget betegner som et motionsrum uden vægge og tag. Tanken er, at det skal skabe både social og fysisk aktivitet på stedet. 

- Det kaldes street workout, og vores tanke er, at du måske kunne få pulsen op, når du gik fra toget – eller hvis du var kommet til at gå hjemmefra i for god tid, siger Jeanne Larsen. 

Eneste betingelse for at bruge redskaberne er, at man selv har håndsprit med – og at brugerne passer på stedet. 

Det er ikke til børn

Der er cirka 600 husstande i den lille by, og mange er børnefamilier. Men gruppen frygter ikke, at det især vil være børnene, der indtager den nye træningsplads. 

quote Du behøver ikke klæde om, og du kan nøjes med at træne i fem minutter, når du lige går forbi

Jeanne Larsen,  formanden for Nr. Asmindrup Land og Bylaug

- De skal være velkomne til at bruge det, men det er ikke så børnevenligt. Jeg tror at især små børn vil have det sjovere med en bold på græset lige ved siden af. Så kan far og mor måske træne lidt imens, siger hun. 

Hun peger på, at det er uforpligtende at dyrke street workput. 

- Du behøver ikke klæde om, og du kan nøjes med at træne i fem minutter, når du lige går forbi. Vi tror, at det måske kan tiltale nogle unge, der har brug for at brænde noget energi af, siger hun. 


Nyhedsoverblik