Lettet og glad restaurantdirektør om nye retningslinjer: - Det er ønskescenariet

I tre uger har restauratører kunnet forberede sig til genåbning – uden at vide under hvilke betingelser. I dag kom et udkast til retningslinjer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Onsdag middag tikkede et længe ventet udkast til retningslinjer ind til restaurant- og caféejerne, der om syv dage må genåbne for udeservering efter fire måneders nedlukning.

Indtil i dag har indehaverne alene kunnet gætte på, hvilke regler og retningslinjer der skal være overholdt, når det bliver den 21. april, og der igen må serveres for gæster udenfor.

quote Det har været et vakuum, vi har gået i, hvor vi har vidst, at vi må åbne, men vi har ikke vidst hvordan, vi må åbne

Andreas Thyrrestrup Nielsen, indehaver, Rørvig Fisk

Andreas Thyrrestrup Nielsen, der er direktør og indehaver af Rørvig Fisk i byen af samme navn, er blandt de mange, der har gået og trippet efter svar – men efter at have læst retningslinjerne, er han meget fortrøstningsfuld, fortæller han.

- En meter mellem gæsterne, maksimalt ti personer i et selskab, og når man rejser sig op og går, så er det visir eller mundbind. Det samme gælder personale. Det er ligesom sidste år, siger Andreas Thyrrestrup Nielsen og tilføjer:

- Det er som ønsket, så håber vi bare i morgen, når de skal behandle kravet om coronapas ved udendørsservering, at de dropper det krav.

Læs også
Én meters afstand og lukketid klokken 22 - her er udkastet til restauranternes retningslinjer
Læs også
Én meters afstand og lukketid klokken 22 - her er udkastet til restauranternes retningslinjer

Især det faktum, at der ikke er sat noget krav for størrelsen på det areal, hvor udeserveringen må foregå og dermed antallet af gæster, er ifølge Andreas Thyrrestrup Nielsen et særligt lyspunkt:

- Det er helt ideelt. Det er ønskescenariet, fastslår han og uddyber:

- Der er jo corona, og det vil vi ikke modarbejde på nogen måde, vi skal passe på hinanden. Vi vil bare gerne have retningslinjer for, hvad vi må, og vi synes, at sidste gang, der var åbent for servering, fungerede kravene fint, og det er de samme krav, man har sat op igen.

100 gæster fra på onsdag

For Rørvig Fisk er det således ifølge direktøren en smal sag at indrette med en meter mellem bordene og maks ti personer ved hvert bord. Og det er Andreas Thyrrestrup Nielsens erfaring fra sidste genåbning, at gæsterne er klar til at bakke op:

- Alle gæster og kunder er glade. Sådan har det været hele vejen igennem. De er flinke til at bruge mundbind og visir. Det er ikke sådan, vi skal stå og være politimænd for at styre det. Så det er helt perfekt, siger restaurantindehaveren, der forbereder til at kunne bespise 100 gæster om dagen fra på onsdag.

Andreas Thyrrestrup Nielsen har allerede indkøbt plaider og terrassevarmere, så gæsterne får en god oplevelse med udeservering fra på onsdag.
Andreas Thyrrestrup Nielsen har allerede indkøbt plaider og terrassevarmere, så gæsterne får en god oplevelse med udeservering fra på onsdag. Foto: Ingrid Østergaard - TV2 ØST

Med en uge til genåbningen venter der nu en travl uge med vagtplanlægning, kontakt til leverandører og reservationer. Men ifølge Andreas Thyrrestrup Nielsen er retningslinjerne kommet i rette tid til, at det hele kan nås.

Læs også
Restauranter savner svar ni dage før genåbning – hvor bliver retningslinjerne af?
Læs også
Restauranter savner svar ni dage før genåbning – hvor bliver retningslinjerne af?

- Det er super dejligt at være restaurantejer i dag. Det har været et vakuum, vi har gået i, hvor vi har vidst, at vi må åbne, men vi har ikke vidst, hvordan vi må åbne. Nu har vi fået nogle retningslinjer, hvor vi kan forholde os til noget konkret, som vi kan planlægge ud fra.

Kravene for genåbningen af restauranter og caféer indebærer: En meters afstand mellem alle gæster, intet arealkrav og sidste gæst skal være gået klokken 22, oplyser Sundhedsministeriet, Erhvervsministeriet og Beskæftigelsesministeriet i en fælles meddelelse.

Torsdag afgøres kravet om coronapas ved udeservering.


Nyhedsoverblik