Landsbyer kæmper for at blive årets skønneste

Odsherred Kommune har for fjerde år i træk foræret 25.000 kroner til fem landsbyer, der ønsker at forskønne deres by. Nu kæmper de om førstepræmien på 50.000 kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De første forberedelser er så småt skudt i gang.

- Jeg er ved at skære de stammer op, som vi har fældet inde i skoven. De skal bruges til brænde, fortæller Stefan Frederiksen, der er en af de frivillige, der arbejder på Vallekildes byforskønnelse.

Et lille skovstykke skal forvandles til et samlingspunkt for hele byen.

- Vi skal have lavet tre borde, og så bliver der sat en grill oppe ved træerne og et bålsted, forklarer Lars Rydahl, idemanden bag det nye mødested.  

Forskønnelse og fællesskab

Vallekilde er én af de landsbyer, som konkurrerer om at vinde Odsherred Kommunes årlige landsbymakeover. 

- Der kan være fem landsbyer med om året, og så får de 25.000 kroner hver til at lave en makeover et fælles sted i byen. Dem, der gør det bedst, vinder 50.000 kroner, siger Anne-Marie Donslund, projektleder i lokaldemokratiudvalget i Odsherred Kommune.

Men det handler om mere end bare byforskønnelse.

- Det virkelige formål er fællesskabet. De kommer ud af deres huse, de giver sig til at lave noget sammen, de ser, hvordan der ser ud. De finder ud af, at der måske også er nogen, der har brug for hjælp til at slå græsset eller klippe hækken, og de opdager, hvem der bor i landsbyen, fortæller  Anne-Marie Donslund.

Hård konkurrence

Vallekilde kæmper om de 50.000 kroner mod Hørve, Asnæs, Grevinge og Rørvig. Og Vallekilde har allerede besluttet, hvad den mulige førstepræmie skal bruges på.

- Vi har planer om at lave en shelter hernede og måske gøre vores parkeringsplads mere indbydende, siger Lars Rydahl. 

Men står det til Rørvig, får Vallekilde kamp til stregen. Her er det byens børn, der har fået lov at få det sidste ord; nemlig ’kælkebakke’.  

Selvom en ny kælkebakke primært skal glæde de mindste, så bakker hele Rørvig op om projektet.

- Jeg tror, det er fordi, det er noget, der er sjovt, og så giver man folk, der er med til at lave det en eller anden form for ejerskab, forklarer Julie Kongstad Larsen, der er én af initiativtagerne i Rørvig.  

De fem projekter

Fælles for alle de fem byers projekter er, at de fornyer et område, der er fælles og centralt for mange i byen.

  • Asnæs:  Asnæs ønsker at renovere byparken i på Esterhøjvej i Asnæs, samt give stien op til hallen og skolen en makeover.
     
  • Grevinge: Grevinge ønsker at etablere en sansehave på en brakmark mellem omfartsvejen og plejehjemmet. Sansehaven ligger på jord, som er ejet af Odsherredsforsyningen.
     
  • Hørve: I Hørve er det menighedsrådet, der står bag landsbymakeoveren ved gadekæret, der ligger overfor kirken. Gadekæret er blevet renset op og nu ønsker borgerne at stedet bliver hyggeligt med borde, bænke, grill mv.
     
  • Rørvig: Rørvig vil lave en kælkebakke på bakken, der grænser op til Højsandspladsen/fodboldbanen. Samtidig vil man gerne have genskabt udsigten fra toppen af højsandet og etablere nogle naturtribuner.
     
  • Vallekilde: I Vallekilde ønsker man at lave et nyt tingsted i et kratområde midt i byen. Der skal tyndes ud i krat og småtræer, lægges flis på stien og laves betonborde med store sten til at sidde på rundt om.

Byerne har fra 1. maj til 1. juni til at opfylde deres bydrømme. Den 2. juni drager et dommerpanel rundt og ser, hvad der er blevet lavet og kårer derefter en vinder af de 50.000 kroner.

Se mere på: https://landsbymakeover.wordpress.com/vallekilde/


Nyhedsoverblik