Kommune vil rive nyopført hus ned

Det her helt nyopførte hus i Rørvig i Odsherred skal måske rives ned, fordi det adskiller sig for meget fra de andre huse i området.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hist, hvor vejen slår en bugt, ligger der et hus så smukt.

Men. Så kom der en lokalplan i vejen. Selvom huset er opført for nylig og ligger i Rørvig i Odsherred i første række til vandet, skal det nu måske rives ned. Problemet er nemlig, at det slet ikke burde være der, fordi lokalplanen ikke tillader byggerier som dét i området.

Men ejeren bag huset fik byggetilladelse af kommunen for lidt over to år siden.

- Det er jo der, hvor den kedelige del af sagen begynder, for den skulle han nok aldrig havde haft, siger Mathias Hansen (V), formand for Vækst- og Udviklingsudvalget i Odsherred Kommune.

Med byggetilladelsen i hånden opførte grundejeren huset, det hele handler om.

- Det skyldes jo uopmærksomhed fra en sagsbehandler – en tanketorsk, siger udvalgsformand Mathias Hansen.

Ifølge formand for Vækst- og Udviklingsudvalget i Odsherred Kommune, Mathias Hansen (V), skal Odsherred Kommune ikke give dispensation i lokalplanen for at bevare det nyopførte hus i Rørvig i Odsherred.
Ifølge formand for Vækst- og Udviklingsudvalget i Odsherred Kommune, Mathias Hansen (V), skal Odsherred Kommune ikke give dispensation i lokalplanen for at bevare det nyopførte hus i Rørvig i Odsherred. Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

Hus skiller sig ud fra nabohuse

Problemet er, at huset skiller sig ud i forhold til de andre omkringliggende huse i området. Det er problematisk, når der forelægger en restriktiv plan for, at husene skal se næsten ens ud.

- Det er også derfor, vi nu slår en streg i sandet, og siger ”hertil og ikke længere”. For det må ikke begynde at hedde sig, at ”går den, så går den i Odsherred”. Det er ikke sådan et samfund, vi vil have, siger udvalgsformand Mathias Hansen.

Få måneder efter, byggetilladelsen blev givet, klagede en af naboerne til Planklagenævnet. Herefter skrev kommunen til bygherren, at hvis han fortsatte byggeriet, var det ”for egen regning og risiko”, indtil sagen ville blive afgjort.

Men byggeriet stoppede ikke af den grund.

- Er det rimeligt, han bare bygger, selvom det ikke er i orden at bygge? Og at han bare siger, at ”det er nemmere at bede om tilgivelse end at få tilladelse”? lyder det fra Mathias Hansen.

Nabo har klaget til Planklagenævnet

TV2 ØST har mandag forsøgt at få en udtalelse fra naboer og medlemmer af grundejerforeningen, men dette har ikke været muligt.

Det nyopførte hus i Rørvig i Odsherred adskiller sig væsentligt fra de omkringliggende huse. Det har fået en nabo til at klage til Planklagenævnet.
Det nyopførte hus i Rørvig i Odsherred adskiller sig væsentligt fra de omkringliggende huse. Det har fået en nabo til at klage til Planklagenævnet. Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

Naboerne mener blandt andet, er huset er for stort og for højt. Det er ikke vandskuret, der er zink på gavlene, vinduerne er ikke sprossede, og så omkranses huset af et betonhegn.

- Vi skal værne om vores bymiljøer - især de bevarende lokalplaner vi har. Og så duer det ikke, at fordi vi laver en fejl, så må vi give 27 dispensationer for en lokalplan. Havde det været én lille dispensation, okay – men det her, det er for meget, siger Mathias Hansen fra Odsherred Kommune.

Planklagenævnet har nu sendt sagen tilbage. 

Udvalgsformand: - Der vil være en regning til skatteborgerne

Ifølge kommunen skal huset rives ned, eller også skal lokalplanen ændres. Og står det til udvalgsformanden, er det huset, der ryger:

Hvem skal betale for det her i sidste ende?

- Det skal bygherren selv, og så vil der være en regning til skatteborgerne i Odsherred - og det er skidetræls, undskyld mit franske, siger udvalgsformand Mathias Hansen.

Ejeren af huset har i dag ikke ønsket at stille op til interview men i et skriftligt svar til TV2 ØST siger han, at han har været i god tro, og at hvis politikerne vælger, at huset skal rives ned, kommer det til at koste dyrt.

- Såfremt kommunen ønsker at træffe en politisk afgørelse og kræve nedrivning af byggeriet, og dermed hindre den retlige lovliggørelse, som både Planklagenævnet og administrationen har peget på som lovlig og mulig, må det selvfølgelig blive mod fuld erstatning, påpeger bygherren i en skriftlig udtalelse.

Tirsdag skal byrådspolitikerne stemme om, hvorvidt der skal gives dispensation fra lokalplanen, eller om huset skal væk.


Nyhedsoverblik