Iværksættere strømmer til Odsherred

Det har aldrig før været så populært at starte egen virksomhed, og det kan mærkes i Odsherred.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det går rigtig godt med iværksætteriet i Odsherred Kommune.

I 2015 valgte 366 iværksættere nemlig at starte virksomhed i Odsherred, og det er næsten en fordobling i forhold til 2010. Det viser nye tal, som Plan, Byg og Erhverv i Odsherred Kommune har opgjort.

- Vi gør rigtig meget for iværksætterne. Byrådet har en vision om, at vi er modige og tør at tage nye initiativer, og det passer jo rigtig godt ind i det at være iværksætter, siger Niels Haar Sørensen, centerchef i Plan, Byg og Erhverv i Odsherred Kommune.

 Ifølge Niels Haar Sørensen er der i der hele taget et rigtig godt iværksættermiljø i Odsherred.

- Man kan få en god bolig til prisen, man kan få nogle gode rammevilkår for at starte sin virksomhed, og man kan få støtte fra kommunens side gennem erhvervskonsulenter, siger han 

Gode netværk tiltrækker

Spørger man iværksætterne selv, er der en enorm imødekommenhed i Odsherred.

- Vi har oplevet en rigtig positiv stemning over for vores initiativ, og der er både fra kommunen, turistorganisationen og de lokale borgere her i Nykøbing og Odsherred, fortæller John Arnberg, ejer af Lokalkompagniet i Nykøbing Sjælland.  

John Arnberg bor egentlig i København, men han og sin hustru har alligevel valgt at placere deres virksomhed i Odsherred.

- Jeg synes, der er nogle netværk, der kører her, som man ikke oplever inde i storbyen, hvor vi kommer fra. Her har man meget hurtigt personkontakt og får en dialog. Jeg synes, det er et rigtig godt sted for folk, der gerne vil starte noget nyt, siger han.

Håndværksvirksomheder hitter

De 366 nye iværksættere fordeler sig på følgende brancher: 

12 i fødevarebranchen, 17 fremstillingsvirksomheder, 62 håndværksvirksomheder, 61 detailforretning, 9 transportvirksomheder, 20 restauranter, 33 liberale erhverv, 39 servicevirksomheder og 31 inden for helse og sundhed.


Nyhedsoverblik