Ingen støtte i første omgang til Odsherred Zoo Rescue: - Det vil jeg ikke slå mig til tåls med

Stifter af Odsherred Zoo Rescue var i juni i foretræde for kulturudvalget i Folketinget, men det er der imidlertid ikke kommet noget ud af endnu.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er dyr nok, som Odsherred Zoo Rescue gerne vil redde. Dog er et svingende økonomisk grundlag ofte en stopklods.  

I starten af juni var stifter og direktør i Odsherred Zoo Rescue Joan Thygesen i foretræde for kulturudvalget i Folketinget. Her præsenterede direktøren, hvorfor hun mente, at der skulle laves en statsfinansieret støtteordning øremærket zoologiske haver med overskudsdyr og rescue-dyr. 

Dengang ville kulturudvalgets formand Hans Christian Schmidt bede kulturministeren om et svar, og det svar er nu kommet. 

- Jeg har sympati for de gode intentioner bag Odsherred Zoo Rescue. Der er imidlertid ikke på nuværende tidspunkt ledige midler på Kulturministeriets område, jeg påtænker at prioritere til en øremærket pulje til formålet, lyder det blandt andet fra kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i et skriftligt svar til Kulturudvalget.

quote Der er da rigtig tit, hvor jeg tænker, at der er seks måneder til den faste indtjening med gæsterne, og får jeg nu den donation, jeg har søgt om

Joan Thygesen, direktør, Odsherred Zoo Rescue

Det er ikke just opløftende nyt for stifteren i Odsherred Zoo Rescue.

- Det vil jeg ikke slå mig til tåls med. Selvfølgelig kan der det, hvis viljen er der, siger Joan Thygesen.

Ifølge rescuecenterets direktør er det ikke en let opgave at drive Danmarks første og eneste rescuecenter for eksotiske dyr. Der er gæster seks måneder om året. De giver halvdelen af den indtjening, Joan Thygesen har brug for. Den anden halvdel skal hun hvert år søge i fonde og firmaer, og det giver sommetider søvnløse nætter.

- Der er da rigtig tit, hvor jeg tænker, at der er seks måneder til den faste indtjening med gæsterne, og får jeg nu den donation, jeg har søgt om, og hvad skal jeg lade være med at renovere? Hvem skal jeg sige nej til? Altså, det er jo min hverdag, siger Joan Thygesen.

Joan Thygesen er direktør og stifter af Odsherred Zoo Rescue.
Joan Thygesen er direktør og stifter af Odsherred Zoo Rescue. Foto: Jacob Bagge - TV2 ØST

Otte zoologiske haver får tilskud

En støtteordning, som tilgodeser Odsherred Zoo Rescues forretning, vil gøre, at Joan Thygesen og hendes ansatte i endnu højere grad kan tænke på dyrene i stedet for, hvordan økonomien løber rundt fra sæson til sæson. 

- Vi tager os af de dyr, der ellers bliver aflivet, siger hun.

- Vi har lige taget tre kænguruer ind, der ellers ville være blevet aflivet. Vi har lige taget en kamel ind, der skulle være aflivet. Vi har lige taget to oddere ind, der skulle være aflivet, og så har vi taget farmræve ind fra Danmarks sidste rævefarm.

quote Det er mit hjerteblod

Joan Thygesen, direktør, Odsherred Zoo Rescue.

Kulturministeriet oplyser, at der i dag er 33 godkendte zoologiske anlæg i Danmark, herunder Odsherred Zoo Rescue. Otte af anlæggene modtager et årligt statsligt driftstilskud fra kulturministeriet.

For at få støtten skriver kulturministeriet, "at et anlæg skal kunne formidle om vilde dyr og deres bevarelse, virke til støtte for forskning og undervisning, medvirke aktivt i arbejdet med at bevare truede vilde dyrearter, og indgå i relevant national og internationalt samarbejde med andre tilsvarende anlæg."

Læs også
Zoo ønsker en pulje til redning af eksotiske dyr - nu skal ministeren forholde sig til sagen
Læs også
Zoo ønsker en pulje til redning af eksotiske dyr - nu skal ministeren forholde sig til sagen

Ingen af de zoologiske anlæg, der får tilskud, ligger i TV2 ØSTs sendeområde.

Kunne du ikke bare finde et andet job, hvis ikke det kan lade sig gøre at oprette pulje til rescue-dyr?

- Det er mit hjerteblod, siger Joan Thygesen og fortsætter:

- Jeg har lavet det her i 25 år, men det er først nu, at det går op for mig, at jeg er gået hen og blevet moderne. Nu er den brede befolkning blevet opmærksom på, at vi ikke kan være det bekendt at stikke alle de nåle i vores forsøgsdyr og så bagefter bare skrotte dem. Eller kan vi være bekendt at avle og avle, så der er søde små babyer om sommeren og så aflive dem, når sommeren er slut, siger hun.

En serval, der engang blev tvangsfjernet fra en zoologiskhave i Sønderjylland.
En serval, der engang blev tvangsfjernet fra en zoologiskhave i Sønderjylland. Foto: Nikolai Ankergren, Odsherred Zoo Rescue

- Selvfølgelig kan hun finde pengene

Kulturministerens svar ærgrer formand for kulturudvalget, Hans Christian Schmidt (V). 

Han oplever, at ministeren misforstår spørgsmålet, da hun går ind i den nuværende støtteordning og kun kort til sidst nævner, at der ikke er midler på Kulturministeriets område til at oprette en pulje til formålet.

- Det passer jo aldrig. Det ved vi alle sammen godt. Selvfølgelig kan hun finde pengene, siger Hans Christian Schmidt.

- Den nemme måde at gøre det på er jo at sige, vi gerne vil have, at den pulje, vi afsætter til zoologiske haver følger med tiden. Derfor skal den jo også opdateres, så andre kan leve op til formålet.

quote Det er jo ikke mange penge, vi taler om, når vi taler om det store beløb, vel?

Hans Christian Schmidt (V), formand, kulturudvalget.

Kulturudvalgets formand Hans Christian Schmidt vil i næste uge hive fat i Kulturministeriet for at indkalde kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til samråd i august eller september.

- Det er jo ikke mange penge, vi taler om, når vi taler om det store beløb, vel? siger han.

Kulturministeren har ikke haft mulighed for at stille op til interview om hendes beslutning om ikke at påtænke at prioritere midler til en øremærket pulje til zoologiske haver med overskudsdyr og rescue-dyr. Kulturministeriet henviser i stedet til svaret afgivet til kulturudvalget.

Åben invitation til Odsherred Zoo Rescue

Joan Thygesen glæder sig over, at kulturudvalgets formand trækker Ane Halsboe-Jørgensen (S) i samråd efter sommerferien. 

Fra Odsherred Zoo Rescue skal der desuden lyde en åben invitation til at komme ud og se, hvordan hendes zoologiske have opererer.

- Jeg vil rigtig gerne invitere hende på en rundtur. Jeg er sikker på, hvis hun kigger Javamakakkerne i øjnene, der har været brugt til kosmetikforsøg eller Luna og Nala, der er blevet tvangsfjernet fra en lille zoologisk have, så er jeg helt sikker på, at hun tænker, at vi nok hellere må give dem en chance mere, siger hun.

To farmræve fra Danmarks sidste rævefarm i Nordjylland.
To farmræve fra Danmarks sidste rævefarm i Nordjylland. Foto: Nikolai Ankergren, Odsherred Zoo Rescue

Nyhedsoverblik