Ingen signalfejl da børn blev ramt af tog

Signaler ved den ubevogtede jernbaneoverskæring virkede, som de skulle, ved togpåkørsel ved Nykøbing Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Politiet har undersøgt signalerne ved den ubevogtede jernbaneoverskæring på Dr. Schadsvej ved Nykøbing Sjælland, hvor to børn torsdag blev påkørt af et tog. Alt virkede, som det skulle. Derfor var der ikke tale om tekniske fejl, da to børn blev ramt.

- Signalet blinkede, og toget havde givet lyd, men de to børn er løbet ud foran toget, siger kommunikationsmedarbejder Carsten Andersen, Midt- og Vestsjællands Politi.

Det svarer også til forklaringer fra vidner på stedet.

Læger på Rigshospitalet i København har konstateret, at den 11-årige dreng pådrog sig indre kvæstelser.

- Men hans tilstand er stabil, og han er uden for livsfare, siger Carsten Andersen.

En 12-årig pige, der også blev ramt, slap med skrammer, der kunne behandles på Holbæk Sygehus.

De to børn var ude at motionere med deres klasse, da påkørslen skete klokken 10.24 torsdag formiddag.

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik