Højby-Hallen spærret et par dage endnu

Politiet arbejder stadig på at finde spor, der kan afsløre brandårsagen i den nedbrændte Højby hal, men regner med at ophæve af spærringen i denne uge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Afspærringerne omkring den nedbrændte Højby-Hallen vil blive fjernet tirsdag eller onsdag. Det vurderer Midt- og Vestsjællands Politi overfor DR Sjælland.

Eksperter har siden torsdag minutiøst arbejdet sig gennem de forkullede rester for at finde spor, der kan af- eller bekræfte den stærke mistanke om, at der er tale om en påsat brand.

- Vores kriminalteknikere er stadigvæk ved at undersøge brandtomten for at finde spor og dermed finde årsagen til branden, fortæller Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi til DR Sjælland og fortsætter:

- Lige i øjeblikket får vi hjælp af Beredskabsstyrelsen til at grave os igennem ruinerne. Dermed sagt vi er ikke afklarede på, om det er en påsat brand, eller om der er en anden årsag til branden i hallen.

Åbner om 1-2 dage

Selv om efterforskningen kommer i første række, så er politiet godt klar over, at der er mange, som tripper for at komme ind og rydde op - og tjekke om der skulle være noget som helst tilbage af for eksempel pokaler, klubarkiver, redskaber og lignende.

- Det kan godt være, der går 1 dag eller 2, før teknikerene er færdige med at undersøge brandstedet, men lige så snart det bliver frigivet, så vil der være adgang for de mennesker, der normalt har haft deres færden i hallen, siger Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Tips undersøges

Når det er sket, går der yderligere et stykke tid med at vurdere og analysere fundene, inden politiet kan fastslå brandårsagen.

Branden, der har ødelagt Højby Hallen blev opdaget tidligt om morgenen tirsdag i sidste uge. Men allerede lørdagen forinden havde nogen forsøgt at tænde ild ved hallen - men den brand blev slukket. Flere borgere har henvendt sig til politiet med deres mistanke om, at branden er påsat, og politiet har i den forbindelse fået nogle tips, som de skal have undersøgt, siger Otto Storm fra lokalpolitiet i Holbæk til TV2 ØST.

Han og kollegerne vil stadig gerne høre fra folk, der kan bidrage til opklaring af sagen og kan kontaktes på telefon 114.


Nyhedsoverblik