Hjemmerøveri i Hørve

58-årig kvinde blev udsat for et groft røveri i sit eget hjem mandag morgen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Klokken var lidt over syv mandag morgen, da to mænd trængte ind i en 58-årig kvindes hjem på Højbovej i Hørve.

De spurgte til, hvor kvindens mand befandt sig, og da hun fortalte, at han ikke var hjemme, spærrede de hende inde på husets toilet.

Herefter stjal de hendes smykker, fortæller kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi Carsten Andersen.

- Vi ser altid alvotligt på de her sager. For selvfølgelig er det alvorligt, når man trænger ind i folks private hjem. Og det har været en rigtig barsk oplevelse for hende, der har været udsat for det her, siger Carsten Andersen fra politiet.

De to røvere var kun på stedet kortvarigt, før de igen forsvandt, og kvinden kom ikke fysisk til skade under deres besøg.

Det er ikke første gang, at Hørve oplever kriminalitet. En stribe indbrud skabte tidligere på året utryghed hos beboerne. De holdt blandt andet borgermøder og hyrede et vagtselskab for at komme problemet til livs. Hjemmerøveriet sker efter de tiltag. Men politiet mener ikke, at der er grund til bekymring.

- De har ikke grund til at være utrygge. Det er efter min opfattelse helt tilfældigt, at det sker det her hjemmerøveri. Og det er rigtigt, at der har været enkelte indbrud i Hørve, men det har der også været i andre byer. Så det mener vi bestemt ikke på nogen måder, at vi kan kæde sammen, fortæller Carsten Andersen fra politiet.

Politiet har ikke mange spor efter de to gerningsmænd til røveriet. Men den ene gerningsmand bliver beskrevet som slank og dansktalende. Han var i alderen 25-30 år gammel, mellem 160 og 180 cm høj, og han havde skægstubbe. Han var iført en grå hættetrøje. Den anden røver har den 58-årige kvinde ikke kunnet give et fyldigt signalement af - men han talte, ligesom den anden røver, dansk.

 

Politiet fandt kort efter en stjålen bil ved Svinninge. De vil nu undersøge, om det kan være gerningsmændenes flugtbil.

Politiet hører meget gerne fra vidner i sagen på 114.

 


Nyhedsoverblik