Hindholm Efterskole lukker

Danske efterskoler er i krise og lukker på stribe. I dag var det Hindholm Efterskoles tur til at dreje nøglen om.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For første gang siden 1970 har antallet af efterskoleelever de seneste år været faldende. Det gik i dag ud over Hindholm Efterskole i Fuglebjerg, der måtte dreje nøglen om. Til stor skuffelse for Emma Tudlin fra Asnæs, der havde glædet sig til at starte på skolen til august:

- Jeg havde rigtig store forventninger til at møde søde mennesker og have det rigtig hyggeligt med hinanden.

I alt har otte efterskoler landet over måttet lukke denne sommer. I sidste uge gik det også ud over Maglesø Efterskole ved Holbæk. Formanden for Efterskoleforeningen, Troels Borring, peger på, at skolerne skal blive bedre til at brande sig selv.

- Er budskaberne gået godt nok igennem? Er der klarhed over, hvad min skole byder på? Er den interessant nok for de unge og deres forældre? Det er de ting, man må forholde sig til, fastslår Troels Borring.

Emma Tudlin vil nu se sig om efter en anden efterskole, men hun ærgrer sig over, at hendes førsteprioritet gik i vasken:

- Jeg ville gerne have været på Hindholm. Det er nederen at skulle vælge en anden.


Nyhedsoverblik