Hennings fod blev flækket midt over af mejetærsker

Fra 2015 til 2016 har der været en stor stigning i ulykker i landbruget. Landmand Henning Rosenberg opfordrer nu andre til at tænke sig godt om.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Advarsel: Indslaget indeholder stærke billeder.

Det kan være farligt at tænke: Jeg skal bare lige. Det er landmand Henning Rosenberg fra Vig i Odsherred Kommune et bevis på.

Nu opfordrer han andre landmænd til at tage sine forholdsregler og tænke sig godt om - også, når det skal gå stærkt.

Den 66-årige landmand Henning Rosenberg  kom galt afsted i august sidste år, da han skulle hjælpe en nabo med høsten. Han skulle fjerne noget græs, der havde sat sig fast i skærebordet på sin mejetærsker, men da han gik ud for at fjerne det, begyndte mejetærskeren at trille, og hans fod blev flækket midt over.

- Jeg skulle bare lige ud og rense den. Det var ikke engang sikkert, at det var nødvendigt, jeg skulle bare lige. Og så skete det, fortæller Henning Rosenberg til TV ØST.

363 alvorlige ulykker på landsplan i 2016

På landsplan skete der i 2016 363 alvorlige ulykker inden for landbruget, hvilket er 52 flere end året før og dermed en stigning på næsten 17 procent. Det oplyser Arbejdstilsynet.

quote Jeg skulle bare lige ud og rense den. Det var ikke engang sikkert, at det var nødvendigt, jeg skulle bare lige. Og så skete det

Henning Rosenberg, landmand

27 af de alvorlige arbejdsulykker i landbruget skete her i regionen - og det er en regional stigning på cirka fire procent sammenlignet med i 2015.

Samtidig er dødsulykker inden for landbruget fra 2015 til 2016 steget fra tre til 11.

- Sørg for, at tingene er i orden

Henning Rosenberg opfordrer nu andre landmænd til at tænke sig godt om.

- Man skal sørge for, at tingene er i orden. Tal med nogle professionelle folk og få tingene tjekket. Og så skal man tænke sig godt om, siger han. 

landbrug_ploejning1.jpg
Læs også
Risikabelt at være landmand om sommeren
landbrug_ploejning1.jpg
Læs også
Risikabelt at være landmand om sommeren

Han mener, at ulykker oftest sker, når det skal gå hurtigt. Han mener desuden, at man måske ikke altid tager sine forholdsregler, fordi det ofte bliver for besværligt.

- Jeg går jo heller ikke rundt med høreværn, fordi jeg lige skal starte kværnen, fordi det er besvæligt, for så kan jeg jo ikke høre noget, siger han.

Henning Rosenberg blev hentet i lægehelikopter efter ulykken og fløjet til Rigshospitalet, hvor han var indlagt i tre uger. I dag går han til genoptræning og kan gå på foden.


Nyhedsoverblik