Har du en million kroner? En af Danmarks ældste campingpladser er til salg

Høve Strand Camping er sat til salg af staten. Den er unik på flere måder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvad får man for 995.000 kroner? Man får for eksempel en campingplads direkte ud til Sejerø Bugten i Odsherred på 1,5 hektar. Men her er hverken elektricitet, dyre campingvogne eller vandland.

- Der er ikke hoppeborge og alt det der pjat. Og hvorfor så ikke det? Fordi det larmer ad pommern til. Her er det naturen, der kommer i første række, siger Jan Vilhelmsen, nuværende forpagter af Høve Strand Camping til TV2 ØST.

Jan Vilhelmsen har forpagtet pladsen i fem år.
Jan Vilhelmsen har forpagtet pladsen i fem år. Foto: TV2 ØST

Han har forpagtet campingpladsen af staten i fem år. Men denne sæson bliver den sidste som forpagter. Sidste år besluttede staten at sælge de i alt 18 statslige campingpladser, og nu kan man byde på Høve Strand Camping.

quote Der er ikke hoppeborge og alt det der pjat

Jan Vilhelmsen, forpagter, Høve Strand Camping

- Du køber kun det jord, der er her. Der er ikke strandret og du må ikke fælde træerne. Så det er bare en tom plads, du køber, siger Jan Vilhelmsen.

Har eksisteret siden 1920'erne 

Høve Strand Camping er Danmarks ældste campingplads. Allerede i 1920’erne begyndte de første gæster at slå telte op i området. I dag er der 30 fastliggere på campingpladsen. 

Allerede i 1920'erne blev de første teltpæle banket i jorden i området.
Allerede i 1920'erne blev de første teltpæle banket i jorden i området. Foto: Odsherred Lokalarkiv

En af dem er Morten Rissted, der er kommet på pladsen siden barndommen.

- Jeg er kommet her siden 1968. Jeg lå og hørte månelandingen i 1969 på en transistorradio heroppe, fortæller han.

Men nu er fremtiden usikker.

quote Nu tager vi den her sommer med, og så vi se, hvad der sker til efteråret

Morten Rissted, fastligger, Høve Strand Camping 

- Nu tager vi den her sommer med, og så vi se, hvad der sker til efteråret, siger Morten Rissted.

Campingvogne er bandlyst 

Udover at være Danmarks ældste campingplads, er Høve Strand Camping også unik på et andet område. Det er en af de eneste campingpladser i Danmark, der udelukkende har telte og teltvogne på pladsen.

- Vi er her netop på grund af det. Det er jo så fantastisk at komme herop. Man skal jo ikke male vinduer, og man skal ikke slå græs. Når man kører herop, parkerer man bilen, og så holder man weekenden, siger Morten Rissted.

Morten Rissted er vild med pladsen.
Morten Rissted er vild med pladsen. Foto: TV2 ØST

Salget af Høve Strand Camping giver dog de nye ejere mulighed for at søge kommunen om en ændring af campingtilladelsen, så man kan have både campingvogne og autocampere.

Alt for høj pris

Det er statens selskab, Freja Ejendomme, og Campingmæglerne, der står for salget af Høve Strand Camping. Den nuværende forpagter har allerede lagt sit bud, men det bliver ikke til den udbudte pris.

- Det er helt hen i vejret i forhold til, hvad de tager for andre campingpladser. Det er jo kun jorden, du køber. Jeg har givet mit bud, men prisen holder jeg for mig selv, siger Jan Vilhelmsen.

Også Sanddobberne Camping i Odsherred er ejet af staten og skal sælges.

Se eller gense indslaget: Staten vil sælge de statslige campingpladser. Det betyder, at Høve Strand Camping nu er sat til salg.

 


Nyhedsoverblik