¨

Fremmed person flyttede ind i sommerhus - tømte vinflasker og røg cigaretter i stuen

Hvis man har oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 1-1-4. Foto: Toke Grøndahl - TV2 ØST

Politiet efterlyser vidner, som kan hjælpe med at opklare sagen fra Nordvestsjælland, hvor en fremmede mand flyttede ind i et sommerhus.

Det var et kedeligt syn, der mødte en sommerhusejer, da han kom forbi sit sommerhus i Ellinge Lyng mellem Høve og Lumsås.

Stuevinduet var brudt op, og en eller flere personer var over flere dage flyttet ind i sommerhuset, som ligger på Fuglebæksvej på Nordvestsjælland. Der var desuden stjålet flere flasker vin og højtalere.

Hvis man er hjemløs i denne kolde tid, så er det en måde at få varmen på

Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Der var tydelige spor af færden i hele huset. Puder fra soveværelset var lagt ind i stuen, skabet i soveværelset var gennemrodet, puder fra sofaen i stuen var fjernet, og der var beskidt omkring selve sofaen.

- Jeg konkluderer, at nogen har taget ophold i sommerhuset og flyttet rundt på inventaret. Der er tegn på, at man har sovet der, tændt brændeovn og røget cigaretter. Derfor tyder det på, at nogen har boet der over et stykke tid, siger Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Ifølge politiet havde nogen sovet i sofaen. Der blev desuden fundet en tom cigaretpakke i brændekurven, vinbanderole i vasken og flere tomme flasker i køkkenskufferne.

- Huset har ikke været besøgt af ejeren i fem dage, og der kan det godt tyde på, at man har været der for andet end bare at berige sig, siger Charlotte Tornquist.

- Hvis man er hjemløs i denne kolde tid, så er det en måde at få varmen på, når sommerhusene er forladt i vinterperioden, selvom det ikke er måden, man skal gøre det på, tilføjer hun.

Ejer undrede sig over højt strømforbrug

Politiet oplever sjældent denne type sager. Alligevel kunne politiet den 16. januar anholde og sigte en 51-årig mand uden fast bopæl for at flytte ind i sommerhus, som han ikke havde brugsretten til, ved Nykøbing Sjælland.

Han lige havde varmet noget vand til en kop kaffe

Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi

Sommerhusets ejer havde undret sig over, at der var et unormalt højt strømforbrug i huset. Derfor kørte nærpolitiet til sommerhuset og traf den 51-årige på stedet.

Han mistænkes for at have boet i sommerhuset i cirka en uge, men måtte forlade stedet for at finde andet opholdssted.

- Ejeren kunne åbenbart holde øje med strømforbrug via sin computer og havde studset over en stor afvigelse i forhold til normalbilledet, når man snakker strømforbrug. Der kunne kollegaerne da også konstatere, da de kom derop, at han lige havde varmet noget vand til en kop kaffe, sagde Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, dengang.

Artiklen fortsætter under kortet.

Det er i dette sommerhusområde, at en eller flere personer var brudt ind i sommerhuset og ifølge politiet overnattet i flere dage. Foto: Skraafoto.dk / Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Charlotte Tornquist kan dog på nuværende tidspunkt ikke oplyse, hvorvidt der er tale om den samme mand.

Tyveri kan straffes på med halvandet års fængsel, mens ulovlig indtrængen straffes med op til seks måneders fængsel. Hvis personen eller personerne ender med at blive anholdt og dømt i sagen, er straffen enten bøde eller fængselsstraf.

STRAFFELOVENS § 264 – ULOVLIG INDTRÆNGEN

Med bøde eller fængsel indtil seks måneder straffes den, der uberettiget:

  1. Skaffer sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted.
  2. Skaffer sig adgang til andres gemmer eller.
  3. Undlader at forlade fremmed område efter at være opfordret dertil.
Se mere

- Hvis man laver indbrud, så straffes man ikke også for ulovlig indtrængen, fordi den er indbefattet i indbrudsparagraffen, siger Charlotte Tornquist.

Politiet søger vidner

Politiet har ifølge Charlotte Tornquist ikke lavet en omfattende undersøgelse af gerningsstedet, men de hører gerne fra eventuelle vidner, som kan hjælpe med at opklare sagen.

- Hvis nogen har set noget i området mellem den 25. og 30. januar, vil vi meget gerne høre fra dem, siger hun.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 1-1-4.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App